Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

Osteoporoseforeningen afholder to online-foredrag i marts, som du kan se fra din computer i hjemmet.

Savner du også tiden, hvor man kunne tage til foredrag og arrangementer uden corona-bekymringer? Det er du ikke alene om.

I Osteoporoseforeningen taler vi med mange, som har et ønske om at deltage i online-foredrag i disse tider, hvor fællesskabet og en del af foreningens vanlige arrangementer er på pause.

Vi har nu fornøjelsen af at kunne præsentere to foredrag, der finder sted den 1. og 4. marts, og som kan følges fra computeren i hjemmets trygge rammer.

  • Mandag d. 1. marts kl. 18.00 – ca. 19.30
    Foredrag om kostens betydning for sunde knogler og forebyggelse af knogleskørhed ved Kirsten Bønløkke, klinisk diætist i Osteoporoseforeningen.
  • Torsdag d. 4. marts kl. 19.00 – ca. 20.30
    Foredrag om knogleskørhed, risiko, forebyggelse og behandling ved specialeansvarlig overlæge på Hvidovre Hospital Jens-Erik Beck Jensen.

Sådan tilmelder du dig

Du kan tilmelde dig et eller begge foredrag ved at klikke på dette link: https://osteoporoseforeningen.nemtilmeld.dk/

Herefter skal du trykke på knappen ”læs mere” ud for et af de to arrangementer. Har du lyst til at se både læge- og diætistforedraget, skal du klikke ind på begge arrangementer og tilmelde dig.

Seneste tilmelding er den 25. februar kl. 12.00.

Om foredragene

Foredrag v. Kirsten Bønløkke, 1. marts:

Kirsten Bønløkke vil under sit foredrag præsentere sin nye kogebog Sunde knogler – Naturlig mad og ud fra bogen give konkrete eksempler på knoglevenlig kost. Herunder vil hun komme ind på, hvilken indsats du selv kan gøre for at forebygge knogleskørhed samt for at forhindre allerede eksisterende knogleskørhed i at udvikle sig gennem daglig motion og den rigtige sammensætning af næringsstoffer i din hverdag.

Foredrag v. Jens-Erik Beck Jensen, 4. marts:

Knogleskørhed er en folkesygdom, som kan ramme alle, og op mod 650.000 formodes ifølge Sundhedsstyrelsen hav have skøre knogler. Men hvis du er bevidst om risikofaktorerne, og hvis du lever knoglesundt, kan du være med til forebygge sygdommen. Dette vil Jens-Erik Beck Jensen komme ind på under sit foredrag. Derudover vil han fortælle, hvordan allerede opstået knogleskørhed behandles.

 

IT-guide

Her kan du finde en IT-guide til de to online-foredrag.

Klik på spørgsmålene nedenfor for at se svarene

Koster det penge at deltage?

Begge foredrag er gratis at følge fra computer og andre enheder såsom tablet eller mobiltelefon.

Hvilket udstyr skal jeg bruge for at se online-foredragene?

Du skal bruge en computer, tablet eller mobiltelefon, der kan gå på internettet.

Skal jeg være rutineret i at bruge en computer for at kunne deltage?

Nej. Du behøver ikke at være rutineret i at bruge en computer for at deltage. Har du tidligere prøvet at afspille videoer fra internettet, vil du opleve, at det er samme måde, du følger foredragene på.

Hvorfor er det en fordel, at jeg tilmelder mig?

Hvis du ønsker at se foredragene, er det en fordel at tilmelde dig. Derved får du nogle dage forud for hvert foredrag tilsendt et link på mail, som du skal klikke på for at se foredraget, en skriftlig IT-guide og et tlf. nr., som du kan ringe til for yderligere IT-vejledning.

Kan jeg se foredragene, selvom jeg ikke tilmelder mig?

Ja, det kan du. Hvis du ikke tilmelder dig, kan du kort tid før begge foredrag finde et markeret link på denne hjemmeside. Når du klikker på det, bliver du ført videre til foredragene, som vil begynde på de oplyste tidspunkter.

Hvordan får jeg IT-vejledning?

Du kan længere oppe i denne nyhed finde en IT-guide. Du kan desuden få yderligere IT-vejledning på telefon 86 13 91 11, allerede en time inden foredragenes start begge dage

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke selv har en computer, tablet eller mobiltelefon, der kan gå på internettet?

Har du ikke selv udstyr til at se foredragene, opfordrer vi til at søge hjælp og selskab hos familie eller nærmeste omgangskreds.

Hvad gør jeg, hvis jeg har ubesvarede spørgsmål vedrørende online-foredragene?

Har du spørgsmål vedrørende online-foredragene, er du meget velkommen til at kontakte Osteoporoseforeningens Landssekretariat på kontor@osteoporose.dk.

 

Er du endnu ikke medlem af Osteoporoseforeningen? Læs mere om medlemskaber her.

Opdateret d. 18. februar 2021