Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

Kan jeg træne, når jeg har sammenfald i ryggen? Hvordan kan jeg gribe det an? Fysioterapeut Dorte With, konsulent Osteoporoseforeningen, svarer i denne artikel på de hyppigste spørgsmål om emnet.

Med sammenfald i ryggen som følge af knogleskørhed er det afgørende, at du opretholder dit fysiske funktionsniveau. Gennem viden og opmærksomhed om, hvordan du kommer i gang, når sammenfaldet er nyt, og senere når det er helet, kan du bevare din livskvalitet og forblive aktiv. Træningen skal skræddersys til den enkelte afhængig af, hvor i forløbet du befinder dig.

Hvad er et sammenfald?
Et sammenfald betyder, at der er brud på en ryghvirvel. Sammenfaldets placering i rygsøjlen aflæses på et røntgenbillede, og har betydning for, hvordan din træning bør opbygges. Har du indenfor de seneste 6 mdr. haft sammenfald/brud eller stærke smerter bør du altid kontakte egen læge for en henvisning til fysioterapeut.

Ved at bruge muskulaturen forsigtigt øger du blodcirkulationen og fremmer helingsprocessen. Det er en god idé at træne stræk af ryggen, da dette kan lette trykket og smerterne omkring sammenfaldet.

Har du stærke rygmuskler, er sammenfald på en eller flere af ryghvirvlerne ikke ensbetydende med, at du bliver rundrygget, men kan for nogle være en konsekvens.

Man kan godt have et sammenfald i ryggen uden at vide det. Har du haft akutte rygsmerter, en følelse af at du er sunket (mere end 4 cm) eller har du en stærk træthedsfornemmelse i ryggen, kan det være tegn på, at du har et sammenfald, og du bør kontakte din læge.

Kan jeg være aktiv som før?
Der er stor forskel på, hvordan du kan træne afhængigt af, om dit sammenfald er af nyere dato, eller om dit sammenfald er flere år gammelt og har stabiliseret sig.

Efter et sammenfald er det afgørende, at du gradvist genopbygger din fysiske aktivitet og træning til det funktionsniveau du er vant til. Det gælder om at bevare livskvaliteten uanset om man er funktionsbegrænset, hverdagsaktiv eller vant til at være træningsaktiv.

Hvordan du konkret skal træne, afhænger af din konkrete situation, dit udgangspunkt samt de mål, du sætter for din træning.
Fysioterapeut Dorte With

Det er vigtigt, at du styrker dine muskler omkring rygsøjlen, så du får opbygget et stærkt muskelkorset, der kan støtte rygsøjlen på en hensigtsmæssig måde. Lette øvelser, hvor du strækker ryggen og armene, kan bidrage til at stimulere muskulaturen.

Hvordan du konkret skal træne, afhænger af din konkrete situation, dit udgangspunkt samt de mål, du sætter for din træning. For nogen kan  målet være at kunne gå en tur, fortsat at kunne klare de daglige aktiviteter og forblive selvhjulpen. For andre, der har været vant til et aktivt liv, kan det være et mål at genoptage bestemte sportsaktiviteter. Har du haft et sammenfald, bør du søge vejledning og altid opstarte forsigtigt og med sund fornuft.,

Det er vigtigt at overveje, hvordan den enkelte aktivitet belaster kroppen. Fokuser på at styrke dine muskler og din balance generelt, så du forebygger brud fremadrettet.

Er der noget, jeg skal være særligt opmærksom på?
Sammenfaldets alder og placering, din knoglestatus og dit funktionsniveau afgør, hvad du skal være opmærksom på. På denne baggrund kan du opsætte mål for dit funktions- og aktivitetsniveau – både i forhold til træning og hverdagsaktiviteter, herunder eventuelle arbejdsfunktioner.

Har du haft sammenfald, gælder dog helt generelt, at du skal være opmærksom på at undgå kraftige foroverbøjninger – enten med høj hastighed eller forceret med stor vægt i hænderne. Med sund fornuft og opmærksomhed på gode arbejdsstillinger kan de fleste fortsætte med det, de plejer.

Hvordan skal jeg træne?
Svaret på det spørgsmål er meget individuelt. Det anbefales, at du tilrettelægger dine mål og laver en behandlingsplan i samarbejde med en fysioterapeut med særlig indsigt i knogleskørhed. Fysioterapeuten kan ud fra dit konkrete udgangspunkt – frakturmæssigt, risikomæssigt og funktionsmæssigt – vurdere og planlægge en målrettet, skræddersyet strategi og opbygge et træningsprogram, der kan hjælpe dig med at opnå dit mål.

Det må gerne stramme og spænde, når du træner og laver aktiviteter, og du må gerne have almindelige muskel- og ledsmerter.

Når du starter træning efter et sammenfald, må øvelserne ikke give ubehag eller forøge dine smerter. Det må gerne stramme og spænde, når du træner og laver aktiviteter, og du må gerne have almindelige muskel- og ledsmerter.

Det handler om gennem viden og bevidsthed om din samlede situation at tilpasse aktivitet og træning til det aktuelle niveau for at blive stærkere. Det anbefales at strukturere træningen med en kombination af elementer, hvor muskelstyrke, funktionstræning og vægtbærende træning løbende intensiveres, så du udfordres tilpas.

Smertelinderende øvelse

Simpel strækøvelse

Smertelindring og fokus på din holdning.

Smertelindring - fokus på din holdning

Placer et sammenrullet håndklæde mellem skulderbladene

 stå op mod en væg

og saml skuldrene rundt om håndklædet.

 

 

Opdateret d. 27. oktober 2022