Behandling

Kalk og D-vitamin er basis for al forebyggelse og behandling af osteoporose[1].
Borgere med osteoporose og borgere i risiko for at udvikle osteoporose anbefales en sund og varieret kost i overensstemmelse med De officielle Kostråd med øget fokus på indholdet af kalk og D-vitamin.

Borgere med osteoporose anbefales en kombination af konditionstræning og styrketræning med henblik på at øge muskelstyrken, forbedre balancen og reducere risikoen for fald. Hvis du er i tvivl om, hvordan borgen skal være fysisk aktiv i forbindelse med diagnosen, bør træningen tilrettelægges i samarbejde med læge eller fysioterapeut. Se træningstips og øvelser her.

Der er to overordnede typer lægemidler til behandling af osteoporose:

Knoglestyrkende medicin

• Bisfosfonater (Alendronat, Aclasta® mf.)
• RANK-ligand-antistof (Prolia®)
• Selektive østrogenreceptormodulatorer (SERM – Evista®)

 Knogleopbyggende medicin

• Anabole præparater (Forsteo® eller Terrosa®)
• Romosozumab (Evenity)

Klik her for at se oversigt over forskellige præparaters fordele og ulemper, samt hvordan de tages.

Den medicinske behandling bør ledsages af dagligt tilskud af D-vitamin og kalk. Fælles for alle lægemidlerne er, at det er vigtigt, at borgeren får taget en blodprøve for at fastslå, at denne befinder sig i normalområdet inden for kalk (2,2-2,55 mmol/L) og D-vitamin (> 50 nmol/L, gerne mellem 75-150 nmol/L) [2].

Motivation
Da man som regel ikke umiddelbart mærker den positive effekt af behandlingen, ophører rigtig mange patienter med at tage deres medicin – eller glemmer måske bare at tage den indimellem. Da det er afgørende at følge behandlingen som foreskrevet for at opnå det tilsigtede resultatet, kan social- og sundhedsassistenter gøre en stor forskel ved motivere den enkelte til at fastholde sin behandling og give ideer til, hvordan man kan huske at tage sin medicin. For eksempel ved at anbefale tilmelding til apotekets SMS-service.

Mange osteoporosepatienter lever med akutte eller kroniske smerter, der har stor indvirkning på den enkeltes livskvalitet. Smerter skal afhjælpes eller bringes ned på et acceptabelt niveau.

Typer af smerter som følge af osteoporose

Muskelsmerter pga. ændret kropsholdning, som medfører muskelspændinger.

Ledsmerter på grund af ændringer i ledbåndene som følge af ændret kropsholdning.

Knoglesmerter på grund af rygsammenfald. Smerter, der skyldes rygsammenfald, er værst ved aktivitet. Derfor er hvile og sengeleje en vigtig del af smertebehandlingen.

Knoglesmerter kan desuden forekomme, hvis der er tale om mange brud, og det nederste af ribbenene og det øverste af hoftekarmen støder mod hinanden.

Nervesmerter forekommer i sjældne tilfælde, hvis der er irritation eller tryk på nerverne.

Smerter ved osteoporose kan være både nytilkomne, akutte smerter eller kroniske smerter, som har været til stede gennem længere tid eller er vedvarende. Formålet med smertebehandlingen er smertefrihed i hvile og smerter i et acceptabelt niveau ved bevægelse.

Akutte smerter, som opleves i perioden lige efter rygsammenfald, aftager ofte efter 2-3 måneder. Smerterne er lokaliseret omkring rygsammenfaldet og kan være meget voldsomme.

Kroniske smerter opstår som følge af den ændrede kropsholdning og reduktion af højde, der fremkommer typisk efter flere sammenfald.

Metoder til smertelindring

Smertestillende medicin

De fleste vil have brug for medicinsk smertebehandling særligt i det akutte forløb og for nogen livslangt. Undersøgelser viser bl.a., at 75 % af de patienter, som søger lægehjælp pga. rygsammenfald, stadig har behov for medicinsk smertebehandling efter ½-1 år.

Basishandling mod smerter er Paracetamol. Efter behov kombineres dette med morfinlignende præparater eller morfinpræparater. Det er vigtigt at være opmærksom på bivirkninger, og særligt morfinlignende præparater og morfinpræparater kan medføre forstoppelse, svimmelhed og kvalme. Afhængigt af dosis kan det for eksempel være nødvendigt at tage afføringsmiddel forebyggende.

Desuden skal patienten vide, hvordan og hvor lang tid den smertestillende medicin virker, samt hvordan man kan reducere brugen eller tage ekstra ved behov. Det giver mulighed for at bruge den smertestillende medicin som et redskab til at kunne klare hverdagen trods smerter.

Hvis den smertestillende medicin ikke har effekt, kan det skyldes, at der er en ubalance i nervesystemet, der gør, at patientens evne til at registrere smerten på, er så overaktivt, at evnen til at håndtere smerten konstruktivt er gået tabt. I disse tilfælde kan medicin, som traditionelt anvendes mod epilepsi eller depression, men også har effekt i forhold til nervesmerter (som fx gabapentin), have god virkning.

Andre former for smertelindring

Smerter, der skyldes rygsammenfald, er værst ved aktivitet. Derfor er hvile og sengeleje en vigtig del af smertebehandlingen. Det er vigtigt at lære forskellige smerteaflastende stillinger, samt at finde en balance mellem at være oppe, indtil smerterne melder sig igen, og så lægge sig indtil de igen er aftaget.

Smerter ved osteoporose kan ofte lindres med træning i et varmtvandsbassin, fysioterapeutisk træning og varmepakninger. Det er derfor vigtigt, at patienten lærer, hvordan der bedst tages hensyn til sygdommen under fysisk udfoldelse, så man kan deltage i aktiviteter, der lindrer smerterne.

Patienten skal endvidere lære at bevæge sig hensigtsmæssigt, så stillinger og bevægelser, der kan forværre smerterne, undgås. Her er ergoterapeutisk vejledning i aflastende hjælpemidler som f.eks. skråpuder, lændepuder og glidestiklagner væsentlige. Hjælpemidler, som gribetang og strømpepåtager, kan forhindre bevægelser (foroverbøjning og rotation), der kan forværre smerterne. Som eksempel kan nævnes, at når man arbejder ved et køkkenbord, kan man være bange for at spilde på tøjet og står derfor lidt væk fra køkkenbordet, hvilket betyder, at man let kommer til at stå foroverbøjet. Brugen af et forklæde kan bevirke, at kroppen kommer helt ind til bordet og dermed hjælpe til at have en kropsholdning, der forebygger smerter.

Bliver patienten opmærksom på, hvordan smerten påvirker dagligdagen, kan der lægges en plan, hvor hverdagen fx brydes op i små aktiviteter, så patienten på den måde stadig kan tage del i det, han eller hun finder betydningsfuldt.

Hvis patienten oplever, at hverken medicin eller konsultation af fysioterapeut eller ergoterapeut har tilstrækkelig effekt, kan der henvises til en smerteklinik, der kan hjælpe med at finde andre strategier til afhjælpning af smerten.

At få stillet diagnosen osteoporose medfører ofte usikkerhed og en lang række spørgsmål om eksempelvis fremtidsudsigter, kost, motion og frygt for begrænsninger i hverdagen.

Erfaringen viser, at viden om egen sygdom og kendskab til, hvad man selv kan gøre for at forhindre den i at udvikle sig, ikke alene giver større tryghed men også bedre livskvalitet og dermed optimale muligheder for at forblive selvhjulpen længst muligt.

Osteoporoseforeningen har igennem en del år arbejdet aktivt for at få kommunerne til at etablere specifikke oplysnings- og træningstilbud for osteoporosepatienter. Vi har været i kontakt med de fleste kommuner i landet, og mange kommuner tilbyder efterhånden målrettede osteoporoseforløb. Se her, hvilke kommuner, der indtil videre er med. Måske din kommune er blandt dem. Listen opdateres løbende.