Danske fysioterapeuter afholder årligt 3 dages kursus om osteoporose. Du får 2 sammenhængende dage med en opfølgningsdag 3-6 måneder efter.
Patienter med osteoporose har gavn af træning, og de kan tåle at træne i højere grad, end vi har troet tidligere. Det overordnede mål med kurset er fagligt at ruste dig til at understøtte og opretholde fysisk aktivitet hos patienten/borgeren – på trods af diagnosen.
Kurset vil introducere dig for den nyeste evidens inden for træning til osteoporosepatienter med og uden frakturer og sammenfald i ryggen. Kurset tager højde for de store individuelle forskelle på patientforløb og på kompleksiteten i arbejdet med patienter med osteoporose.
Du introduceres for “best practice” på baggrund af grundlæggende viden og evidens inkl. risikofaktorer og opsporing. Du vil lære, hvordan du skal forholde dig til restriktioner og belastninger, og hvordan du kan gøre patienten mere tryg ved at bevæge sig.
Der er masser praktiske redskaber og øvelser, som du kan bruge til dine patienter/borgere på alle niveauer, uanset om du arbejder på klinik, i kommunalt regi eller på sygehus. Der vil indgå relevant case arbejde.
Du får også viden om hjælpemidler og aktive rygbandager til osteoporosepatienter.
Undervisere er:
Lene Lebech, fysioterapeut, Kolding Kommune samt ejer af Den Knogleskøre Fysioterapeut
Dorte With, fysioterapeut, MSU, privatpraktiserende, samt ejer af Knoglesund, Ry
Emma Clark, Reumatolog, Ph.d. Bristol Health Science Institute, Muskuloskeletal Unit, UK
Mette Friberg Hitz, endokrinolog, overlæge, ph.d., Videncenter for Knoglesundhed, Køge
Du kan tilmelde dig kurset på Danske Fysioterapeuters hjemmeside.
Som en service for osteoporoseramte har Osteoporoseforeningen oprettet en oversigt med ”fysioterapeuter med særlig interesse for osteoporose”.
For at hjælpe osteoporoseramte bedst muligt, vil vi, når du har gennemført kurset ved Danske Fysioterapeuter, opfordre dig til at lade dig registrere på listen. Henvend dig gerne til foreningen med dit og din arbejdsplads’ adresse, kontaktoplysninger og oplysning om hvilket kursus du har deltaget i. Udfyld Skemaet her og send det til lv@osteoporose.dk. Vi glæder os til at kunne føje dig til listen. |
Har du spørgsmål til Osteoporoseforeningen, kan du kontakte os på info@osteoporose.dk .
Det kan være en vigtig støtte til patienter og borgere at kunne tage materiale om osteoporose med hjem. Osteoporoseforeningen tilbyder forskelligt materiale, som sundhedsprofessionelle og -institutioner kan bestille gratis.
Materialet kan bestilles i Osteoporoseforeningens webshop. Anvend koden fagbestilling for at bestille gratis.
Du kan også downloade en del af foreningens materiale direkte under online materiale.
Hvis du er interesseret i konkrete træningsøvelser for osteoporosepatienten, kan du med fordel besøge Videncenter for Knoglesundhed og se deres vejledning her.