Genboen opdagede Lis’ knogleskørhed

Af Inge Hald

Knogleskørhed kan være svær at opdage, for ’ondt i ryggen’ kan have mange årsager. Derfor er det guld værd, når mennesker i éns omgangskreds er opmærksomme på faresignalerne ved sygdommen. Det har 73-årige Lis Lei, der bor i det nordvestlige Randers sammen med sin mand, oplevet. Hun fik for cirka 15 år siden pludselig stærke smerter i ryggen. Smerterne opstod, efter at hun i flere dage havde stået i uvante og ofte skæve arbejdsstillinger for at male parrets daværende bolig, en landejendom, udvendigt. Og smerterne blev ved og ved.

”En aften fik jeg voldsomme smerter mellem skulderbladene, og i 14 dage var jeg nødt til at ligge ned. Til sidst tog jeg til lægen, og hun mente, at det var tappe i rygsøjlen, der var gået af led. Da hun trykkede på dem, kastede jeg op af smerte,” fortæller Lis Lei, der blev sendt hjem af lægen med besked om at tage smertestillende piller og se tiden an.

”Det lyder som det, min mor havde”
Efterhånden stilnede rygsmerterne af, men de kom igen flere gange i løbet af de næste to år. Hver gang føltes det, som om en kniv blev stukket ind i ryggen. Og hver gang søgte hun læge uden at få en afklaring på smerterne. Det var først en dag, hvor Lis Lei forpint af smerter faldt i snak med sin nye genbo i villakvarteret i Randers, hvor hun og manden i mellemtiden var flyttet til, at den rette diagnose åbenbarede sig. Beskrivelsen af smerterne, der kom og gik, vakte genklang.

Den mistanke bragte Lis Lei videre til sin læge, der bl.a. med kommentaren ”Jeg synes godt nok også, du er blevet så lille” sendte sin patient videre til en DXA-scanning.

Er taknemmelig over behandlingsmulighederne
Herfra gik det stærkt. Lis Lei blev henvist til Osteoporoseklinikken i Aarhus, hvor lægerne stillede diagnosen osteoporose. Hendes T-score var -2,5, hvilket er grænsen for, hvornår man har knogleskørhed. Undersøgelserne viste også, at hun havde haft i alt fire sammenfald i ryggen, hvilket havde medført, at hun havde mistet 10 cm i højden.

Lis Lei blev tilbudt behandling med det dengang ret nye, knogleopbyggende præparat Forsteo. Behandlingen var så effektiv, at hun ikke længere har knogleskørhed, men osteopeni (forstadier til knogleskørhed).

I dag lever Lis Lei et godt liv med sin osteopeni. Hun læser masser af bøger, går daglige ture med sin mand og planlægger stadig nye rejser, bl.a. den årlige ferie hos gode venner på Kreta. Hun har også gennem flere år været aktiv i Osteoporoseforeningen som frivillig bestyrelsesmedlem i Lokalafdeling Randers.

Hun kan ikke længere holde til at ligge på knæ og luge ukrudt eller magter praktiske opgaver i hjemmet. Desuden har hun føleforstyrrelser i højre ben på grund af forsnævring i rygmarvskanalen, som er opstået efter hendes sammenfald i ryggen. Konsekvensen af føleforstyrrelserne er, at hun på gåture har problemer med balancen og er afhængig af enten rollator eller en støttende hånd fra sin mand.

”Det er selvfølgelig et handicap, men det er til at leve med. Jeg synes ikke, jeg har noget at klage over. Jeg er taknemmelig over, at man i dag kan meget med medicin, så det er muligt at behandle knogleskørhed,” siger Lis Lei, der understreger, at hun ikke bebrejder sin læge for, at denne ikke selv fik mistanke om, at årsagen til rygsmerterne skulle findes i knogleskørhed.

”Dengang var der jo ikke så meget fokus på knogleskørhed, som der er i dag. Og generelt ER knogleskørhed en problematisk sygdom, fordi man ikke får symptomer, før man får et brud,” siger hun.

Mange får diagnosen ved et tilfælde
Som frivillig i Osteoporoseforeningen oplever Lis Lei jævnligt, hvor overraskede folk bliver over at få stillet diagnosen knogleskørhed. Præcis som hun selv blev det. Hun har efterfølgende fundet ud af, at fire af hendes kusiner fra forskellige grene af familien har knogleskørhed. Da knogleskørhed er arvelig, har hun opfordret sin egen datter på 48 år til at blive scannet for sygdommen og være opmærksom på, at hun kan være i særlig risiko for at udvikle knogleskørhed.

”Mit indtryk er, at mange får konstateret knogleskørhed ved et tilfælde. Alle, jeg har mødt ved cafemøderne i lokalforeningen i Osteoporoseforeningen, har ikke selv haft nogen anelse om, at de var disponerede for sygdommen. Man kan ikke se på andre, at de har knogleskørhed, så man skal kende lidt til folk i sin omgangskreds for at få mistanke om, at de kan være i risikogruppen,” siger Lis Lei.

Heldigvis havde hun selv en person i sit nærmiljø, der lyttede og genkendte hendes smerter i ryggen. Kvinden, der for 13 år siden spillede en vigtig rolle i at sende Lis Lei i den rette behandling, er stadig hendes genbo og blandt Lis og ægtemandens nærmeste venner. Og hun får jævnligt rosende ord for sin hjælp fra Lis Lei, når de to ses.