Formålet med projektet er at ensarte diagnostik og behandlingsopfølgning.
Af Jonathan Hammershøi
En DXA-skanner i København skal give samme måleresultat som en DXA-skanner i Nordjylland eller på Fyn. Det mener Torben Harsløf, overlæge på Aarhus Universitetshospital og formand for Dansk Knogleselskab, der i samarbejde med Videnscenter for Knoglesundhed og Rigshospitalet undersøger, om der er forskel på måleresultaterne på danske DXA-skannere.
Formålet med projektet er at ensarte diagnostik og behandlingsopfølgning for patienter med knogleskørhed i Danmark.
”Der kan være forskelle, men man har med tiden gjort sig umage med at måle T-score mere præcist, så dette handler om at sikre kvalitet på tværs af landet,” siger Torben Harsløf.
”Der findes kvalitetsprogrammer for blodprøver, så hvis man for eksempel får stillet diagnosen sukkersyge, så vil resultatet fra blodprøven være det samme i alle landsdele. Vi ønsker noget tilsvarende for alle DXA-skannere, for det har man ikke på nuværende tidspunkt,” uddyber han.
Projektet er foreløbig i sin indledende fase. Her rejser to personer rundt og bliver skannet på nogle af landets DXA-skannere. Derudover skannes et såkaldt fantom, en model af en knogle med en bestemt T-score. Resultaterne er endnu ikke klar, og Torben Harsløf fortæller, at projektet først undersøger, om der er forskel på måleresultaterne fra DXA-skannerne.
”Hvis skannerne måler forskelligt, skal de harmoniseres. Hvis de allerede måler ens, skal vi sikre, at de bliver ved med at gøre det, for måleudstyr vil med tiden begynde at måle skævt,” slutter han.