Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

DR sætter fokus på behovet for FLS

Fra 1. maj tilbyder Aarhus Universitetshospital patienter over 50 år, der brækker en knogle, en undersøgelse for osteoporose for at forebygge nye knoglebrud. Den nyhed fik i går flot omtale i TV-Avisen og på DR.dk.
Den systematiske opsporing sker med indførelse af FLS, som er et frakturforebyggelsesprogram.

Af Inge Hald

Netop systematisk opsporing gennem FLS efter første knoglebrud er en mærkesag for Osteoporoseforeningen, og vi håber, at det bliver et tilbud til patienter på alle danske akuthospitaler. Det gør vi, fordi op mod 500.000 danskere er ramt uden at vide det, og fordi en del af dem kan undgå brud og tab af livskvalitet, hvis de bliver opdaget i tide.

Fald var held i uheld
DRs omtale af FLS tager afsæt i 63-årige Inger Svankjær, der fik et brud på underarmen i en tenniskamp for fem måneder siden. Det var hendes held, for hendes læge henviste hende til en scanning, og her fik hun konstateret osteoporose.

”Mit fald var held i uheld. For det er godt, at jeg er blevet scannet, og at jeg er kommet i den rette og nødvendige behandling. Men jeg blev samtidig bekymret, ked af det, og jeg ville ønske, det var forebygget på et tidligere tidspunkt,” fortæller Inger Svankjær til DR.

Overlæge og professor Bente Langdahl fortæller om baggrunden for, at Aarhus Universitetshospital nu systematisk tilbyder en undersøgelse for osteoporose til patienter 50+ med et knoglebrud:

 

”Konsekvensen ved ikke at blive opdaget er, at man vil få flere brud resten af livet.
Overlæge og professor Bente Langdahl, Aarhus Universitetshospital

”Konsekvensen ved ikke at blive opdaget er, at man vil få flere brud resten af livet. Sammenfald eller brud på ryghvirvlerne i ryggen og en brækket hofte. Ved at scanne efter første brud kan vi stoppe den kaskade af brud, som er en konsekvens af at have knogleskørhed, siger hun,” siger Bente Langdahl til DR.

Bente Langdahl har længe haft fokus på en systematisk opsporing af osteoporose.

”Det har været uhensigtsmæssigt, at det indtil nu har været op til den enkelte patient at tænke, om der er noget mærkeligt ved knoglebruddet. Det vil svare til, at man er indlagt med en blodprop i hjertet, og ingen tænker på at måle blodtryk, kolesterol og fedt i blodet”, siger hun til DR.

Se tv-indslaget her (indslaget begynder ved 20.35 minutter inde i programmet)

Læs artiklen på dr.dk

Opdateret d. 5. maj 2022