Alle danskere i øget risiko for knoglebrud skal have tilbud om udredning
Osteoporose kan ramme alle - mænd og kvinder, unge og ældre. Derfor skal behandlingen af osteoporose tage udgangspunkt i den individuelle patient. Vi har udarbejdet forslag til en række indsatser, som skal bidrage til, at behandlingen i højere grad tager udgangspunkt i patienten. På denne side kan du læse om disse indsatser.
Indsats 3: Det nære sundhedsvæsen skal reagere på risikofaktorer og tilbyde udredning
Vi foreslår:
Når en dansker kommer til egen læge eller er i kontakt med andre i det nære sundhedsvæsen, skal fagpersonalet reagere ved mistanke om øget risiko for osteoporose og tage initiativ til udredning. Det kræver en systematisk tilgang hos egen læge og et generelt fokus på sygdommen i alle andre dele af det nære sundhedsvæsen.
Der skal være særligt fokus på følgende risikofaktorer:
- Arvelighed (osteoporose hos forældre eller søskende)
- Medicinske behandlinger som øger risikoen for osteoporose, fx binyrebarkhormon og medicin mod brystkræft og prostatakræft
- Andre sygdomme og tilstande som øger risikoen for osteoporose, fx tidlig overgangsalder, bindevævslidelser, KOL og inflammatoriske tarmsygdomme
- Faktorer der øger risikoen for at falde
- Flere risikofaktorer samtidig
Nye muligheder med kunstig intelligens udbredes til hele landet.
Indsats 4: Alle akuthospitaler skal tilbyde udredning til patienter med knoglebrud
Vi foreslår:
Når en dansker over 50 år kommer i behandling for knoglebrud på et hospital, skal han eller hun have tilbud om udredning for osteoporose. Det gælder både borgere med brud på fx håndled, skulder, ryg og hofte samt borgere, der i forbindelse med scanning og røntgen for andre sygdomme får konstateret (tidligere) brud på rygsøjlen.
De eksisterende frakturforebyggelsesprogrammer har en meget høj positivprocent: Mere end 30 % af patienterne over 50 år med brud har osteoporose. De succesfulde programmer skal derfor implementeres på alle landets akuthospitaler.
Derudover skal nye muligheder med kunstig intelligens udbredes til at understøtte udredningen.
Læs hele vores Forslag til handlingsplan her.