Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

Osteoporose blev i 2002 klassificeret som en folkesygdom på linje med bl.a. kræft og hjertekarsygdomme. Alligevel lever op mod 500.000 danskere med sygdommen uden at vide det. På denne side kan du læse vigtige fakta om osteoporose.

Generelle tal om osteoporose

  • 700.000 danskere har osteoporose, og tallet stiger i takt med, at befolkningen bliver ældre.
  • Osteoporose er en af de største folkesygdomme i Danmark, men kun 200.000 har fået diagnosen.
  • Hver 3. kvinde og hver 6. mand over 50 år får osteoporose
  • Osteoporose fører hvert år til mere end 43.000 knoglebrud. Danmark har desuden en trist europæisk rekord i hoftebrud med 10.000 hoftebrud årligt med 30 % dødelighed inden for det første år.
  • Et knoglebrud øger risikoen for et nyt knoglebrud inden for det første år med 3-5 gange i forhold til mennesker, der ikke har haft et knoglebrud. Det kan blive starten på en kaskade af brud.
  • Der er stor ulighed inden for osteoporose: Mennesker med lav indkomst og kort uddannelse har 25 % øget risiko for at få knoglebrud og 24 % større risiko for at dø efter hoftebrud
  • Osteoporose koster samfundet mere end 11 mia. kr. om året (2013-tal)
  • I Sverige, som vi ofte sammenligner os med, forventes udgifterne til sygdommen at stige omkring 30 % fra 2017 til 2030, bl.a. grundet aldrende befolkning.
  • Mænd udvikler knogleskørhed 10 år senere end kvinder.

 

Kæmpe gevinster ved tidlig opsporing og forebyggelse

Husk din medicin

  • I dag går 500.000 danskere rundt uden at vide, at de har osteoporose. De er i øget risiko for knoglebrud.
  • Medicinsk behandling reducerer risikoen for knoglebrud med op til 75 %.
  • Det er nemt at finde patienterne: Høj positivprocent på 31 %, når man scanner alle over 50 år som kommer ind på hospitalet med knoglebrud (tal fra AUH, 2023).
  • Tidligere undersøgelse blandt et udsnit af patienterne viste, at 14 ud af 15 var glade for at være blevet diagnosticeret og dermed have fået muligheden for starte forebyggende behandling
  • Osteoporose kan forebygges ved hjælp af en knoglevenlig livsstil livet igennem.

 

Nye undersøgelser blandt patienter viser:

  • Patienterne efterspørger patientforløb af høj kvalitet, hvor man bliver udredt i tide, får tilstrækkelig information til selv at tage et medansvar og får adgang til relevante sundhedstilbud efter behov.
  • Patienterne skal selv tage initiativ: 30 % har selv taget initiativ til udredning, mens kun 14 % er udredt på lægens initiativ.
  • Patienterne mangler viden til at klare sig med sygdommen: 45 % fik ikke den viden de havde behov for, da de fik diagnosen.
  • Patienterne ønsker at tage et medansvar, men er ikke klædt på: 64 % vil gerne gøre noget for at mindske risikoen for knoglebrud, men de ved ikke, hvad de kan gøre. 12 % er blevet henvist til patientuddannelsesforløb i kommunen.
  • Patienterne stopper behandlingen fordi de ikke forstår, hvad den gør: 39 % stopper med den medicinske behandling inden for det første år.

 

Sygdomsforekomst

Ifølge Sundhedsdatastyrelsen har 201.025 danskere osteoporose.

Her ses data for tre store kroniske sygdomme: KOL, Type 2-diabetes og osteoporose.

Udvikling i årene 2015-2023:

  • Antallet af mennesker med KOL er steget med 14 pct.
  • Antallet af mennesker med Type 2-diabetes er steget med 24 pct.
  • Antallet af mennesker med osteoporose er steget med 27 pct.

Information om udviklingen for KOL og Type 2-diabetes indgår i Regeringens udspil til sundhedsreform: ”Sundhed tæt på dig, Del 2”, s. 75.

 

 

 

Osteoporose fører hvert år til mere end 43.000 knoglebrud, heraf 10.000 hoftenære brud 

Grøn gips på arm

  • Osteoporose betyder nedsat knoglemasse og forringet knoglestruktur. Knoglerne svækkes indefra, bliver skøre og brækker dermed lettere – selv ved beskeden belastning.
  • Osteoporose giver øget risiko for knoglebrud i ryg, hofte og håndled. 
  • Man mærker ikke, at man har knogleskørhed, før der opstår brud.
  • Knoglebrud er forbundet med smerter, sommetider kroniske, og i mange tilfælde funktionsnedsættelse og blivende tab af livskvalitet og funktionsnedsættelse.  
  • Har man først fået ét osteoporotisk knoglebrud, er der markant øget risiko for at få endnu et brud inden for en kort periode, hvis man ikke er i forebyggende behandling. 
  • Hvert andet brud, der rammer et menneske over 50 år, skyldes osteoporose.

 

 

Osteoporose giver stor overdødelighed og er dyrt for samfundet 

Scanning

  • Hver 10. patient med en brækket hofte dør inden for 30 dage, og hver 3. dør inden for et år. 
  • Halvdelen af patienterne får reduceret deres gangfunktion, og hver 10. hjemmeboende patient bliver plejehjemsbeboer. 
  • De mennesker, som genoptager deres tidligere liv efter et brud, har større problemer med daglige aktiviteter, flere smerter, sygedage, lægebesøg og indlæggelser. 
  • Sygdommen og dens følgevirkninger kostede alene i 2011 det danske samfund 11,6 mia. kroner. Den største byrde lå hos kommunerne (55-57%), dernæst regionerne og sygehusene (22-25%), produktivitetstab (13-24%), medicinudgifter (7%) og almen praksis (1%). 
  • Med de demografiske ændringer bliver sygdommen dyrere og dyrere for samfundet. I Sverige, som vi ofte sammenligner os med, forventes udgifterne til sygdommen at stige omkring 30 % fra 2017 til 2030. 

 

 

 

Alle kan få osteoporose 

Osteoporoseforeningen - Familie i naturen

  • Osteoporose rammer flest +50 år, men sygdommen kan ramme alle 
  • Osteoporose vil oftest være uden symptomer, indtil der kommer et brud. Derfor skal man være opmærksom på risikofaktorer. Det er fx tidligere knoglebrud, arvelighed, tidlig overgangsalder, højt alkoholforbrug, rygning, sygdomme og behandlinger der øger tabet af knoglemasse, BMI lavere end 19 

 

 

 

 

Kilder:  
Osteoporose. En afdækning af den samlede indsats mod osteoporose, Sundhedsstyrelsen, 2018  
Prævalens, incidens og behandling i sundhedsvæsenet for borgere med osteoporose, Sundhedsdatastyrelsen, 2018  
Femur, hoftenært brud. Lægehåndbogen sundhed.dk, 2019  
A health economic analysis of osteoporotic fractures: who carries the burden? Arch Osteoporosis 8, 2013 
Fragility fractures in Europe: burden, management and opportunities, Arch Osteoporosis, 19, 2020

Opdateret d. 27. februar 2025