Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

8 forslag til en national handlingsplan

Osteoporose er en af de mest oversete folkesygdomme i Danmark. 700.000 danskere har osteoporose, og antallet vokser i takt med, at befolkningen bliver ældre. Hvert år er sygdommen skyld i mere end 43.000 knoglebrud, som påvirker det enkelte menneskes livskvalitet og funktionsevne og koster samfundet 11,6 mia. kr.

I Osteoporoseforeningen arbejder vi for en national handlingsplan for osteoporose - Læs vores forslag til handlingsplan i pdf her.

Sunde knogler er afgørende for et aktivt liv med arbejde, familie og fritidsinteresser, også når vi bliver ældre. Men osteoporose (knogleskørhed) er en folkesygdom i vækst. Med osteoporose følger øget risiko for knoglebrud i håndled, skulder, ryg og hofte. Knoglebrud kan medføre kroniske smerter, forringe arbejdsevnen og reducere førligheden, så man bliver afhængig af hjælp og pleje.

  • 700.000 danskere har osteoporose, men kun 200.000 har fået stillet diagnosen. Antallet er vokset med 27 procent i årene 2015-2023
  • Osteoporose fører hvert år til mere end 43.000 knoglebrud. Et knoglebrud øger risikoen for et nyt knoglebrud inden for det første år med 3-5 gange i forhold til mennesker, der ikke har haft et knoglebrud
  • Danmark har desuden en trist europæisk rekord i hoftebrud med 10.000 hoftebrud årligt med 30 % dødelighed inden for det første år
  • Antallet af danskere over 60 år vil stige med 50 % over de næste 25 år, og ved en uændret indsats på osteoporoseområdet vil det betyde en stigning på 85 % i antallet af hoftebrud
  • Osteoporose koster samfundet mere end 11 mia. kr. om året

 

Vi kan forebygge osteoporose og knoglebrud

Heldigvis kan osteoporose og knoglebrud forebygges, og behandlingen er effektiv. Fysisk aktivitet og en sund kost med nok kalk og D-vitamin styrker knoglerne, og medicinsk behandling reducerer risikoen for knoglebrud med op til 75 %. Men alt for få danskere har viden om deres knoglesundhed, og alt for mange lever med sygdommen uden at vide det. Samtidig er der stor geografisk ulighed i adgangen til udredning, behandling og relevante sundhedstilbud, og de svageste i samfundet er hårdest ramt.

 

Undersøgelser viser, at mange med osteoporose er motiverede for selv at gøre noget for at forebygge knoglebrud og tage et medansvar for egen behandling, men at de mangler information og viden.

 

  • Mennesker med lav indkomst og kort uddannelse har 25 % øget risiko for at få knoglebrud og
    24 % øget risiko for at dø efter hoftebrud
  • 30 % har selv taget initiativ til udredning, mens kun 14 % er udredt på lægens initiativ
  • 45 % fik ikke den viden de havde behov for, da de fik diagnosen
  • 39 % stopper med den medicinske behandling inden for det første år
  • 64 % vil gerne gøre noget for at mindske risikoen for knoglebrud, men de ved ikke, hvad de kan gøre
  • 12 % er blevet henvist til patientuddannelsesforløb i kommunen

 

Nøglen til at forebygge knoglebrud er 1) at sikre viden om knoglesundhed, 2) at opdage osteoporose i tide og 3) at give patienter information og tilbud om behandling og bringe den enkeltes ressourcer i spil – samt tilbyde mere støtte og hjælp til dem, der har størst behov.

 

 

Forslag til handling:

Sådan forebygger vi knoglebrud i mange generationer frem

På vegne af de 700.000 danskere med osteoporose og med 18.400 medlemmer i ryggen forslår Osteoporoseforeningen 8 indsatser:

Alle indsatser uddybes længere nede.

 

Alle danskere skal have viden om knoglesundhed

Indsats 1: Alle danskere skal vide, hvad de selv kan gøre for at passe på deres knogler

Indsats 2: Alle sundhedsfaglige skal have tilstrækkelig viden til at sætte ind

 

Alle danskere i øget risiko for knoglebrud skal have tilbud om udredning

Indsats 3: Det nære sundhedsvæsen skal reagere på risikofaktorer og tilbyde udredning

Indsats 4: Alle akuthospitaler skal tilbyde udredning til patienter med knoglebrud

 

Alle danskere med osteoporose skal have information og tilbud om behandling
og støtte til et godt liv med sygdommen

Indsats 5: Alle danskere med osteoporose skal have tilstrækkelig information

Indsats 6: Alle danskere med osteoporose skal have en individuel og helhedsorienteret behandlingsplan

Indsats 7: Alle danskere med osteoporose skal have adgang til relevante sundhedstilbud efter behov

Indsats 8: Alle danskere med knoglebrud skal have tilbud om rehabilitering efter behov

 

 

Uddybning:

Sådan forebygger vi knoglebrud i mange generationer frem

 

Alle danskere skal have viden om knoglesundhed

Osteoporose er en af de største folkesygdomme i Danmark, og i takt med at vi lever længere, har en mere stillesiddende hverdag og indtager for lidt kalk og D-vitamin, vil endnu flere danskere leve med skrøbelige knogler i fremtiden.

 

Indsats 1: Alle danskere skal vide, hvad de selv kan gøre for at passe på deres knogler 

Vi foreslår:

Alle danskere skal kende vigtigheden af sunde knogler, og hvordan man gennem hele livet bedst passer på sine knogler, og alle danskere skal vide, at osteoporose er en arvelig sygdom. Der er derfor behov for bred folkeoplysning i en national kampagneindsats med særligt fokus på:

  • Børn, unge og forældre skal kende anbefalingerne om knoglevenlig livsstil med tilstrækkelig kalk og D-vitamin og vigtigheden af at undgå nikotinprodukter, som nedbryder knoglerne
  • Gravide og ammende skal vide, at deres krop har et øget behov for kalk og D-vitamin
  • Kvinder omkring overgangsalderen skal vide, hvad tabet af østrogen betyder for deres knogler
  • Mænd og kvinder over 50 år skal vide, hvad de selv kan gøre for at bevare sunde knogler, og de skal kende risikofaktorerne for osteoporose
  • Ældre skal vide, hvordan de træner balancen og undgår fald for at forebygge knoglebrud

 

Indsats 2: Alle sundhedsfaglige skal have tilstrækkelig viden til at sætte ind

Vi foreslår:

Alle sundhedsfaglige i det nære sundhedsvæsen skal efteruddannes i knoglesundhed, så de kan understøtte forebyggelse, bidrage til udredning i rette tid og støtte patienter i at fastholde den forebyggende behandling og sikre tryghed.

  • Sundhedsplejersker som har kontakten til børn, unge og forældre
  • Læger og personale i almen praksis som kender den enkelte og familiens sygehistorik
  • Personale i sundhedscentre der arbejder med strukturel forebyggelse og KRAM-faktorer
  • Personale på plejehjem og i hjemmeplejen som er tæt på den ældre borger i hverdagen

 

Alle danskere i øget risiko for knoglebrud skal have tilbud om udredning

Op mod en halv million danskere lever med osteoporose uden at vide det, og konsekvensen er kaskader af nye knoglebrud. Sundhedsvæsenet skal kende og reagere på sygdommens risikofaktorer og skal tilbyde udredning, så vi kan forebygge knoglebrud.

 

Indsats 3: Det nære sundhedsvæsen skal reagere på risikofaktorer og tilbyde udredning

Vi foreslår:

Når en dansker kommer til egen læge eller er i kontakt med andre i det nære sundhedsvæsen, skal fagpersonalet reagere ved mistanke om øget risiko for osteoporose og tage initiativ til udredning. Det kræver en systematisk tilgang hos egen læge og et generelt fokus på sygdommen i alle andre dele af det nære sundhedsvæsen.

 

Der skal være særligt fokus på følgende risikofaktorer:

  • Arvelighed (osteoporose hos forældre eller søskende)
  • Medicinske behandlinger som øger risikoen for osteoporose, fx binyrebarkhormon og medicin mod brystkræft og prostatakræft
  • Andre sygdomme og tilstande som øger risikoen for osteoporose, fx tidlig overgangsalder, bindevævslidelser, KOL og inflammatoriske tarmsygdomme
  • Faktorer der øger risikoen for at falde
  • Flere risikofaktorer samtidig

 

Nye muligheder med kunstig intelligens udbredes til hele landet.

 

Indsats 4: Alle akuthospitaler skal tilbyde udredning til patienter med knoglebrud

Vi foreslår:

Når en dansker over 50 år kommer i behandling for knoglebrud på et hospital, skal han eller hun have tilbud om udredning for osteoporose. Det gælder både borgere med brud på fx håndled, skulder, ryg og hofte samt borgere, der i forbindelse med scanning og røntgen for andre sygdomme får konstateret (tidligere) brud på rygsøjlen.

 

De eksisterende frakturforebyggelsesprogrammer har en meget høj positivprocent: Mere end 30 % af patienterne over 50 år med brud har osteoporose. De succesfulde programmer skal derfor implementeres på alle landets akuthospitaler.

 

Derudover skal nye muligheder med kunstig intelligens udbredes til at understøtte udredningen.

 

 

Alle danskere med osteoporose skal have information og tilbud om behandling og støtte til et godt liv med sygdommen

Patienter med indsigt i egen sygdom og behandling klarer sig bedre og er mere vedholdende med deres behandling. Mange med osteoporose ønsker at tage et medansvar, men har ikke tilstrækkelig viden om, hvad de kan gøre. Derudover er der stor geografisk ulighed i, hvilken hjælp patienterne har adgang til.

 

Indsats 5: Alle danskere med osteoporose skal have tilstrækkelig information

Vi foreslår:

Alle danskere med osteoporose skal have tilstrækkelig og tydelig information om sygdommen og behandlingsmulighederne, så de forstår formålet med både den medicinske og den ikke-medicinske behandling og er motiveret til at følge behandlingen og leve knoglesundt.

 

Man skal som minimum have information om sin knoglestatus, sin risiko for knoglebrud og dokumenterede behandlingsmuligheder, der forebygger knoglebrud, herunder medicinske behandlingsmuligheder og deres virkning og bivirkninger, kalk, D-vitamin og vægtbærende motion.

 

Indsats 6: Alle danskere med osteoporose skal have en individuel og helhedsorienteret behandlingsplan

Vi foreslår:

Alle danskere med osteoporose skal have en langsigtet behandlingsplan med faste kontroller. Behandlingsplanen skal udarbejdes i et samarbejde mellem læge og patient og tage højde for:

  • Patientens livsstil, herunder kost og fysisk aktivitets- og funktionsniveau
  • Patientens behov for medicinsk behandling ift. sygdommens sværhedsgrad og patientens
    risiko for knoglebrud, herunder mulighederne og evt. forbehold
  • Patientens egne forudsætninger og livssituation, herunder øvrige sygdomme, alder og præferencer

 

Patienter i hele landet skal have ret til samme høje kvalitet i deres forløb:

  • Udredning og behandling skal påbegyndes inden for en tidsfrist
  • Lægernes behandlingsvejledninger skal stemme overens og bygge på en nationalt fastsat opgavebeskrivelse
  • DXA-scanninger skal ensrettes, så resultater kan sammenlignes på tværs af hospitaler
  • DXA-scanningssvar til patienten og egen læge skal indeholde en tydelig forklaring af resultatet og anbefaling til behandling og opfølgning, så beskrivelsen er et godt afsæt for den individuelle behandling

 

Indsats 7: Alle danskere med osteoporose skal have adgang til relevante sundhedstilbud efter behov

Vi foreslår:

Alle patienter skal have adgang til relevante sundhedstilbud, uanset bopæl og uddannelsesniveau. Den behandlingsansvarlige læge skal kunne henvise patienten til:

  • Patientuddannelse med undervisning i kost, motion, fysisk træning, ergonomi i hverdagen og medicinsk behandling
  • Træningstilbud efter funktionsniveau
  • Fællesskab med andre i samme situation og støtte til at leve godt med sygdommen

 


Indsats 8: Alle danskere med knoglebrud skal have tilbud om rehabilitering efter behov

Vi foreslår:

Alle patienter med knoglebrud skal have adgang til målrettede rehabiliteringstilbud, så de får den nødvendige støtte til at genoptage en aktiv hverdag. Indsatsen efter et brud er afgørende for patientens fremtidige førlighed og livskvalitet:

  • Rehabilitering tilpasset den enkeltes funktionsniveau
  • Mulighed for fortsat fysioterapi og faldforebyggelse, hvor det er relevant

 

Opdateret d. 9. oktober 2024