Pasta med spinat, kikærter og persillepesto
I de 7 kostråd er der en anbefaling om at spise flere bælgfrugter, selvom det traditionelt ikke er en stor del af den danske madkultur. Et godt bud på at øve sig på dette, er denne pastaret. Kikærter er meget proteinrige, og indeholder også noget kalk. Både persille, parmesan og spinat har et højt indhold af kalk.
Portionsstørrelse: 4 personer
Ingredienser:
2 løg
1 dl vand
½ tsk. groft salt
200 g spæd spinat
1 dåse kikærter, 230 g afdryppet vægt
300 g fuldkornspasta, fx spagetti
Persillepesto
1 bundt persille, ca. 40 g renset vægt
50 g parmesanost
3 spsk. hasselnødder, mandler eller
pinjekerner
1 fed hvidløg
1 spsk. æbleeddike eller citronsaft
2½ spsk. olie fx olivenolie eller koldpresset rapsolie
1 tsk. groft salt
peber
Desuden
300 g cherrytomater
Fremgangsmåde:
Skær løget i små tern. Kog løget i vand tilsat ½ tsk. salt 3-4 min. Skyl spinaten grundigt. Tag evt. en håndfuld blade fra til pynt. Kom spinaten i gryden til løgene sammen med afdryppede kikærter. Kog retten et par min. til spinaten falder sammen. Afdryp i en sigte.
Kog pastaen efter anvisning på emballagen, men uden salt, da resten af retten giver smagen. Afdryp den i en sigte.
Skyl persillen grundigt, kom den i blenderen sammen med tern af parmesanost, hasselnødder, hvidløg, eddike, olie, 1 tsk. salt og peber. Blend pestoen jævn.
Vend pestoen i pasta og spinatblandingen. Fordel halve cherrytomater over. Pynt evt. med friske spinatblade.
Opskriften er udarbejdet af Fødevarestyrelsen: https://foedevarestyrelsen.dk/publikationer/2020/hverdagsopskrifter.