Hvidkål med ingefær og soja
Denne ret kan også laves i den helt simple udgave: Hvidkål, ærter og oksekød smagt til med salt og peber. Udelad eventuelt ingefær og peber hvis du vil have en mere mild udgave.
Portionsstørrelse: Hovedret til fire
Ingredienser:
2 tsk rapsolie
300 g magert hakket oksekød
3 porrer i små tern (ca. 300 g) (eller løg, men porrer er bedst)
600 g groftrevet hvidkål
300 g frosne ekstrafine ærter (eller grønne bønner i små stykker)
½ dl vand
1 spsk fintrevet frisk ingefær
1 spsk sojasauce
1 spsk flydende honning
1 tsk groft salt
friskkværnet peber
50 g grofthakkede salte peanuts
300 g blommer i tynde både (eller æble, mango eller appelsin)
2 dl mager yoghurt
Tilbehør: Sojasauce
Fremgangsmåde:
Lad halvdelen af olien blive varm i en stor gryde. Brun kødet i ca. 2 min. og tag det op. Lad resten af olien blive varm og svits porrer, ærter og hvidkål i ca. 3 min. Kom kødet tilbage i gryden sammen med vand, ingefær, sojasauce, honning, salt og peber. Kog hvidkålsblandingen ved jævn varme og under låg i ca. 3 min. Tag låget af gryden og kog i yderligere ca. 3 min. ved kraftig varme og under omrøring. Smag til.
Kom hvidkål med ingefær og soja i en stor skål. Drys med peanuts og server med blommer, yoghurt og ekstra sojasauce.
© Opskrift og tekst af Anne W. Ravn, klinisk diætist og forfatter