Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

Et nyt regionalt samarbejde skal styrke indsatsen i forhold til knogleskørhed over hele landet. Osteoporoseforeningens landsformand, Ulla Knappe, kalder det ”et skridt i den rigtige retning”, men minder også om, at indsatsen ikke kan stå alene.

Danske Regioner har nedsat en arbejdsgruppe, som på tværs af regioner skal belyse, hvordan regionerne sammen kan styrke indsatsen i forhold til knogleskørhed. Osteoporoseforeningen bakker op om initiativet, som læner sig op ad foreningens mangeårige ønske om øget fokus på knogleskørhed. Men landsformand Ulla Knappe ser også behov for yderligere tiltag.

”Initiativet fra Danske Regioner ser vi som et skridt i den rigtige retning, selvom det langt fra kan stå alene,” siger hun.

Et livligt efterårsmøde
Der var ellers tro, håb og høje ambitioner, da en lang række politikere, patienter og videnspersoner på bl.a. Osteoporoseforeningens initiativ var samlet til debatmøde på Christiansborg den 2. oktober 2019.

Anledningen for arrangementet var, at der skulle findes løsninger på baggrund af en rapport fra Sundhedsstyrelsen, der i 2018 beskrev de væsentligste udfordringer på osteoporoseområdet.

Der var på mødet generel enighed om, at der må gøres noget – blandt andet stod flere på Osteoporoseforeningens side.

Vi har længe været fortalere for, at der udarbejdes en national handlingsplan for knogleskørhed
Landsformand Ulla Knappe, Osteoporoseforeningen

”Vi har længe været fortalere for, at der udarbejdes en national handlingsplan for knogleskørhed, som kan sikre en ensartet forebyggelse, opsporing, behandling og rehabilitering af høj kvalitet over hele landet. Det er vi stadig,” fortæller landsformand Ulla Knappe.

Livskvalitet og samfundskroner
Den nye arbejdsgruppe, som siden mødet er blevet omtalt af Danske Regioner, får til opgave at forholde sig til en række centrale punkter, som også Osteoporoseforeningen ser som vigtige, hvis vi skal have bedre opsporing og behandlingen til de op imod 600.000 danskere, som ifølge Sundhedsstyrelsen har knogleskørhed.

Den nye arbejdsgruppe skal som minimum forholde sig til en række punkter, som man blandt andet hilser velkommen i Region Syddanmark.

”Alene i Region Syddanmark lever omkring 150.000 borgere med knogleskørhed, de fleste af dem uden at vide det. Sygdommen koster livskvalitet for dem, der er ramt. Samtidig er den bekostelig for samfundet,” fortæller Carsten Sørensen (DF), der sidder i regionsrådet i Region Syddanmark, i Osteoporoseforeningens medlemsblad for september.

Sygdommen koster livskvalitet for dem, der er ramt. Samtidig er den bekostelig for samfundet
Regionsmedlem Carsten Sørensen, Region Syddanmark

Landsformand Ulla Knappe foreslår på baggrund af disse problematikker, at der hentes inspiration fra de områder, hvor opsporing og behandling klares bedst.

”Man bør sprede de gode erfaringer ud i resten af sundhedsvæsenet, ”fortæller hun med henvisning til Region Nordjylland, hvor der er implementeret en regional sundhedsplan med flotte resultater.

Corona-konsekvenser?
Netop de gode erfaringer – og manglen på samme i andre regioner – understreger, at der er behov for flere initiativer og helst politisk opbakning til en national handlingsplan.

Landsformand Ulla Knappe anerkender dog, at den nye arbejdsgruppe er et skridt på vejen, om end hun også venter på svar på, hvad mødet på Christiansborg i efteråret 2019 får af betydning for danskere med knogleskørhed.

”Vi skylder den danske befolkning at hjælpe dem med at bevare livskvaliteten længst muligt. Jeg har på den baggrund kontaktet formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner, Karin Friis Bach, der bør svare på, hvilke yderligere tiltag der er taget for at styrke osteporoseområdet,” lyder det fra landsformand Ulla Knappe, som videre fortæller:

”Sundhedsvæsenet er under pres på grund af coronavirus. Men arbejdet med osteoporose må fortsætte, da det ellers kan få konsekvenser for rigtig mange tusinde danskere, der har denne folkesygdom uden at vide det.”

Første møde i arbejdsgruppen skulle have fundet sted i april i år, men blev udskudt grundet situationen med coronavirus/COVID-19.

Læs mere om arbejdsgruppen i Osteoporoseforeningens kommende medlemsblad for september.

Fakta

Arbejdsgruppen skal som minimum forholde sig til:

  • Risikogrupper
  • Indførelse af nye procedurer (Fracture Liaison Service, FLS) på alle hospitaler, der modtager og behandler borgere med knoglebrud. Initiativet skal bidrage til opsporing af de brud, der skyldes knogleskørhed
  • Udarbejdelse af nationale retningslinjer for DXA-scanninger, således at almen praksis og patienter over hele landet får ensartet information og vejledning om sygdommen og dens behandling
  • Udarbejdelse af nationale standarder for kalibrering af DXA-scannere.