Det var med både coronaafstand og højt humør, at Osteoporoseforeningens repræsentantskabsmøde om sider blev afholdt fredag den 18. september på Hindsgavl Slot.
Der blev givet coronaalbuer, der blev diskuteret, og der blev truffet vigtige beslutninger i løbet af Osteoporoseforeningens årlige repræsentantskabsmøde.
Mødet blev afholdt den 18. september på Hindsgavl Slot, hvilket var en vigtig begivenhed at sætte flueben ved i foreningen.
Repræsentantskabet er nemlig Osteoporoseforeningens højeste myndighed, og det årlige repræsentantskabsmøde afholdes normalt i maj – men på grund af coronavirus var mødet udskudt.
På repræsentantskabsmødet, som blev dirigeret af advokat Christian de Jonquères, præsenterede landsformand Ulla Knappe sin beretning fra det forgangne år, ligesom foreningens reviderede regnskab blev præsenteret for de delegerede.
Derudover var der valg til flere af foreningens nationale tillidsposter, hvor følgende personer blev genvalgt af repræsentantskabet:
- Ulla Knappe, landsformand, 2 år frem til 2022
- Inger Raben-Pedersen, bestyrelsesmedlem, 2 år frem til 2022
- Lars Hyldstrup, bestyrelsesmedlem, 2 år frem til 2022
- Anny Winther, suppleant, 1 år frem til 2021
- Helle Nielsen, suppleant, 1 år frem til 2021
Efter repræsentantskabsmødets afslutning præsenterede landsformand Ulla Knappe, sekretariatschef Camilla Nissen Toftdal og kommunikations- og marketingsansvarlig Jonathan Hammershøi de foreløbige elementer i foreningens kommende informationskampagne, som bliver til virkelighed i 2021.
Et livligt og idérigt repræsentantskab bidrog med god feedback og kvalificerede input til de elementer, som bl.a. vedrører engagement fra Osteoporoseforeningens lokalafdelinger.
Se billeder fra repræsentantskabsmødet nedenfor.