Op mod 700.000 danskere har osteoporose. Heraf er 200.000 diagnosticeret med sygdommen, og cirka 90.000 er i medicinsk behandling. Op mod 500.000 danskere formodes således at have osteoporose uden at vide det [1].
Osteoporose er en kronisk sygdom karakteriseret ved lav knoglemasse og dermed forringelse af knoglevævets styrke. Dette fører til øget risiko for lavenergibrud, dvs. knoglebrud, der opstår spontant eller i forbindelse med mindre traumer. Osteoporotiske brud ses typisk ved håndled, overarm eller hofte eller som sammenfald af en ryghvirvel. Knoglebrud på grund af osteoporose kan medføre smerter, nedsat funktionsevne og livskvalitet samt øget dødelighed. Sygdommen kan således have både fysiske og psykiske konsekvenser. Risikoen for at udvikle osteoporose stiger med alderen og er hyppigere blandt kvinder end blandt mænd.
Sygdommen og dens følgevirkninger er beregnet til at koste det danske samfund 11,6 mia. kr. årligt [2], og med det store mørketal er opsporing og forebyggelse en vigtig opgave.
Der sondres normalvis mellem to typer af osteoporose:
Primær osteoporose forekommer hos kvinder efter overgangsalderen grundet østrogenmangel og hos ældre mænd og kvinder som en naturlig konsekvens af aldring. Herudover kan osteoporose skyldes suboptimal udvikling af knoglemasse, for eksempel på grund af mangel på kalk eller D-vitamin.
Sekundær osteoporose ses, hvor der kan identificeres en andensygdom eller farmakologisk behandling som med stor sandsynlighed har været medvirkende til at en patient har udviklet osteoporose. Hos kvinder kan cirka en tredjedel og hos mænd cirka to tredjedele af tilfældene af osteoporose imidlertid kobles til en underliggende sygdom eller risikofaktorer.
Knogleudvikling
Knoglerne består af aktivt, levende væv, der opbygges i barne- og ungdomsårene. Som illustreret i figuren er knoglemassen størst i 20-30-års alderen. Herefter begynder både mænd og kvinder at miste 0,5-1 procent af knoglemassen om året. Omkring overgangsalderen øges knogletabet hos kvinder (op til 6 % om året) som følge af de hormonelle ændringer der sker i kroppen. Knogletabet stabiliserer sig igen efter overgangsalderen.
Knogler, kalk og D-vitamin
Kalk og D-vitamin er tæt knyttet sammen, når det gælder knoglernes sundhed. Mangel på kalk og D-vitamin hos voksne kvinder såvel som mænd fører til øget kalktab fra knoglerne og senere hen til øget risiko for knogleskørhed og knoglebrud. Det er derfor vigtigt at indtage en alsidig og varieret kost i overensstemmelse med De officielle Kostråd med særligt fokus på indholdet af kalk og D-vitamin.
I praksis diagnosticeres osteoporose, hvis der opstår en lavenergibrud (dvs. ved daglig belastning og fald på samme niveau), idet osteoporose i sig selv ikke giver nogle symptomer. En række risikofaktorer disponerer ligeledes til udvikling af osteoporose og kan give anledning til en risikovurdering og eventuel udredning.
Diagnosen stilles ved hjælp af en DXA-scanning, der måler knoglevævets mineraltæthed (BMD) i hofteregionen og i lumbalcolumna. Selvom en DXA-scanning ikke kan analysere knoglens struktur og materiale, som også har betydning for knoglestyrken, udgør den sammen med risikofaktorerne den bedst kendte vurdering af patientens brudrisiko. DXA-scanning bruges også til at bedømme virkningen af den medicinske behandling.
I Danmark følger man Verdenssundhedsorganisationen WHO’s definition af osteoporose hos voksne:
- Normal: T-score større end -1
- Osteopeni:T-score mellem -1 og -2.5
- Osteoporose: T-score mindre end -2.5
Ved osteoporose eller lavenergibrud suppleres med blodprøver med henblik på at udelukke sekundær osteoporose (fx kronisk nyreinsufficiens, kalk- eller D-vitaminmangel) og udelukke differentialdiagnoser (fx knoglemetastaser).
Blodprøveanalyser ved udredning for osteoporose [3]
Osteoporose kan i nogle tilfælde være en følgesygdom til andre sygdomme. Hvis det er tilfældet, har man sekundær osteoporose. Viser scanningsresultatet, at man har osteoporose, skal man derfor bede sin læge om at supplere scanningsresultatet med blodprøver, så en eventuel årsag kan findes.
Nedenstående analyser i blod, serum eller plasma:
| Analyser | Formål |
|---|---|
| Hgb, Leukocytter, Trombocytter, SR eller CRP | Malignitetsmistanke |
| Natrium, Kalium, Magnesium | Binyresygdom |
| Creatinin | Nyrefunktion |
| Basisk fosfatase, ALAT | Øget knogleomsætning /leverlidelse |
| Calcium, PTH | Hypo- eller hyperparathyroidisme |
| 25-OH-vitamin D | D-vitamin-mangel |
| TSH | Stofskiftesygdom |
| Testosteron (mænd) | Hypogonadisme |
| FSH (kvinder) | Menopausestatus |
| Ved tilstedeværende vertebrale frakturer desuden: M-komponent |
Myelomatose |
Urinprøve
I urin kan måles et protein: NTx, som afspejler knoglenedbrydningen.
Røntgenundersøgelse
Der foretages evt. røntgenundersøgelse af rygsøjlen.
Røntgenbilleder kan bruges til at se, om der er tegn på knoglebrud, sammenfald i ryghvirvlerne eller slidgigtforandringer. Disse forhold kan være en hjælp for lægen, der skal bedømme resultatet af knoglescanningen.
Den vigtigste fordel ved røntgenbilledet er dog, at man kan se et rygsammenfald. Dette kan være vigtigt både for at forstå, hvorfor patienten måske har rygsmerter, men også for at patienten kan få den rigtige behandling. Hvis man har betydelige rygsammenfald, der er opstået inden for de seneste tre år, kan man få tilbudt behandling med knogleopbyggende behandling
Med de nyere knoglescannere kan man også udføre et lavdosis-røntgenbillede af rygsøjlen. Det er ikke helt så godt som et almindeligt røntgenbillede af ryggen, men det vil i mange tilfælde kunne afkræfte tilstedeværelse af rygsammenfald.
Lægen stiller ud fra resultaterne af undersøgelserne sin diagnose og vurderer, om der er behov for medicinsk behandling. Der skal samtidig tages hensyn til andre forhold, der øger risikoen for knoglebrud.
DXA-scanningen siger også noget om risikoen for fremtidige brud, hvis man ikke er i forebyggende, farmakologisk behandling. Har man allerede har haft et osteoporotisk brud, er risikoen for at få endnu et brud inden for kort tid øget 2-10 gange.
Risikoen for at få et brud bedømt ud fra T-score afhænger af, hvor lav knoglemasse man har. For hver gang T-score falder med 1 fordobles risikoen for at få et brud på det pågældende sted. Når T-score = 0 er risikoen minimal, svarende til en ung rask persons risiko for at brække hoften eller en ryghvirvel ved at falde på sportspladsen. Hvis værdien falder, øges risikoen i forhold til unge raske personer på følgende måde:
- T-score = -1, risikoen for brud er 2 gange forhøjet
- T-score = -2, risikoen for brud er 4 gange forhøjet
- T-score = -3, risikoen for brud er 8 gange forhøjet
- T-score = -4, risikoen for brud er 16 gange forhøjet
