Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt
Generelt

Osteoporose (knogleskørhed) er en kronisk sygdom, hvor knoglemasse og knoglestruktur er nedsat og forringet i så høj grad, at risikoen for knoglebrud er øget – selv ved almindelige daglige belastninger eller fx i forbindelse med fald, der normalt ikke ville medføre brud.

Det anslås, at osteoporose hvert år er den direkte årsag til:

8.000 – 10.000 håndledsfrakturer – fra ca. 50-års alderen

15.000 – 17.000 rygsammenfald – fra ca. 60 års-alderen

8.000 hoftebrud – fra ca. 75 års-alderen

Har man først fået et brud som følge af osteoporose, er der stor risiko for at få endnu et brud inden for et år, hvis man ikke er opsporet og i medicinsk behandling. Bruddene kan være smertefulde (ikke mindst ved rygsammenfald), i værste fald invaliderende og – som det er tilfældet ved hoftebrud – medføre øget mortalitet. Det er derfor vigtigt at opspore sygdommen tidligt og dernæst at følge den medicinske behandling og øvrige anbefalinger som foreskrevet af lægen. Ergoterapeuter har en vigtig funktion i forhold til osteoporosepatienters fastholdelse af hverdagsaktiviteter, planlægning af hverdagens gøremål samt anbefaling af hjælpemidler, der kan hjælpe osteoporosepatienten til at opretholde en god livskvalitet.

Ifølge Sundhedsstyrelsen lever op mod 700.000 danskere – svarende til hver tredje kvinde og hver sjette mand – med osteoporose i større eller mindre grad. Cirka 200.000 har fået stillet diagnosen, og cirka 90.000 får osteoporosemedicin. De fleste lever dermed med sygdommen uden at vide det.

Godt at vide som ergoterapeut

Ergoterapeuter møder osteoporoseramte på forskellige stadier i sygdomsforløbet og med stor variation i mestrings- og aktivitetsevne.

Når diagnosen stilles, bliver mange bevægelsesforskrækkede og stopper med fx havearbejde eller svømning af frygt for at fremprovokere et brud. Osteoporosepatienter med smerter efter brud kan have vanskeligt ved at udføre mange af hverdagens aktiviteter. Det kan for eksempel være svært at finde en siddestilling, som giver hvile, det kan være umuligt at få strømper og sko på, det kan være svært at tage bad og klare at vaske og tørre ben og fødder.

Ergoterapeuten har en vigtig opgave i at hjælpe den osteoporoseramte med at fastholde de hverdagsaktiviteter, som giver mening for den enkelte og i at vejlede i rygskånende teknikker og faldforebyggelse.

Opdateret d. 7. april 2023