Der ligger en vigtig sygeplejefaglig opgave i at motivere osteoporosepatienter til at forebygge frakturer og hindre en forværring af sygdommen. Det indebærer, at der spørges ind til patientens fastholdelse af den medicinske behandling og det daglige indtag af kalk og D-vitamin. Og det gælder i forhold til vejledning og undervisning af patienten i osteoporose – og i faldforebyggelse – for hermed at motivere til en knoglevenlig livsstil. Det er desuden en vigtig sygeplejefaglig opgave at vejlede i smertehåndtering, så patienten hjælpes til at restituere sig bedst og hurtigst muligt efter en fraktur.
Mange risikofaktorer, som fx rygning, fysisk inaktivitet og et utilstrækkeligt indtag af kalk- og D-vitamin, kan patienten, gennem oplysning og støtte, hjælpes til at gøre noget ved. Mange vil have glæde af at følge et osteoporoseforløb, som udbydes af flere kommuner, ligesom patienten ofte med fordel kan søge hjælp hos en fysioterapeut, en ergoterapeut, en diætist – og i nogle tilfælde en smerteklinik, der kan give individuel, skræddersyet vejledning til at leve bedst muligt med sygdommen.
Farmakologiske tiltag
Formålet med farmakologisk behandling af osteoporose er at reducere risikoen for knoglebrud. Behandling er indiceret ved lavenergibrud i ryg eller hofte, T-score < -4,0 eller T-score <-2,5 med samtidig tilstedeværelse af risikofaktorer. Endvidere kan der, pga. risiko for udvikling af sekundær osteoporose, være indikation for at behandle osteopenipatienter, som er i behandling med glukokortikoid.
Lægemidler mod osteoporose inddeles i antiresorptive (knoglebevarende) og anabole (knogleopbyggende) præparater. Behandling med antiresorptive præparater kan som udgangspunkt iværksættes og varetages i almen praksis under hensyntagen til patientens ønsker, samlede risikoprofil og forventede restlevetid. Førstevalg er de perorale bisfosfonater alendronat eller risedronat. Behov for fortsat behandling bør vurderes efter min. 3-5 års behandling
Hvis disse ikke tåles, hvis der er problemer med compliance, ved kontraindikationer eller ved behandlingssvigt, bør anden behandling overvejes. Andet-valg er fortrinsvis zoledronsyre intravenøst hver 12. måned eller denosumab subkutant hver 6. måned.
Compliance
Det kan anbefales at lade en helt ny osteoporosebehandlet patient komme til kontrol efter 1 måned for at følge op på patientens egenopfattelse af at skulle leve med en kronisk sygdom og sikre sig compliance fremover.
Desuden bør patienten få en henvisning til kontrol-DXA-scanning hvert andet år første gang, herefter hvert 3. år, hvilket det efterfølgende overlades til patienten at huske på.
Da patienten som regel ikke umiddelbart mærker den positive effekt af behandlingen, ophører rigtig mange desværre med at tage deres medicin – eller de glemmer måske at tage den indimellem. Da det er afgørende at følge behandlingen præcist som foreskrevet for at opnå det tilsigtede resultatet, er det en vigtig sygeplejefaglig opgave at følge op på compliance i forbindelse med kontakt med osteoporosepatienter i farmakologisk behandling, samt eventuelt at anvise måder at huske medicinen på som fx gennem tilmelding til apotekets SMS-service.
Kalk (calcium) er byggesten for knogler og nødvendig for normal funktion af muskler. D-vitamin øger optagelsen af kalk fra tarmen og øger mineral-aflejringen i nydannet knogle.
Kost, kalk og D-vitamin
Borgere med osteoporose og borgere i risiko for at udvikle osteoporose anbefales en sund og varieret kost i overensstemmelse med De officielle Kostråd med særligt fokus på indholdet af kalk og D-vitamin. D-vitamin er vigtig, da kalk optages dårligt fra tarmen, når der mangler D-vitamin. Samlet skal kost og tilskud sikre et dagligt indtag af 1000-1200 mg kalk og 20-40 mikrogram D-vitamin. Kalkindtaget bør fordeles over flere måltider.
Anbefalinger til øvrige befolkningsgrupper
Med alderen falder kroppens evne til at optage kalk, og dannelsen af D-vitamin i huden aftager. For at forebygge svækkelse af muskler og knogler anbefales det, at personer over 70 år og plejehjemsbeboere dagligt indtager 800-1000 mg kalk og 20 mikrogram D-vitamin.
Endvidere anbefaler Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen et dagligt tilskud på 10 mikrogram D-vitamin hele året rundt til børn på 0-4 år, gravide, personer med mørk hud, personer som bærer en tildækkende påklædning om sommeren og personer, som ikke kommer udendørs til daglig, eller som undgår sollys.
Anbefalet D-vitamin fra oktober til april
10 µg D-vitamin dagligt fra oktober til april anbefales til:
- Børn over 4 år
- Voksne, som ikke tilhører nogen af de ovenstående grupper
Non-farmakologiske tiltag
Osteoporosepatienter anbefales en kombination af aerob træning og styrketræning med henblik på at styrke knoglemineraltætheden og forebygge fald. Den aerobe træning skal bestå af vægtbærende aktiviteter såsom rask gang, løb, dans, hop m.v. Under sådanne aktiviteter får knoglerne små stød, som aktiverer de knogleopbyggende osteoblaster (læs mere om træning for osteoporosepatienter her). Osteoporosepatienter kan have glæde af kommunale tilbud til borgere med udvalgte kroniske sygdomme.
Nogle kommuner og regioner har etableret specifikke tilbud (osteoporoseskoler) til osteoporosepatienter hhv. uden og med fraktur. Der er endvidere mulighed for at tilrettelægge rehabiliteringsindsatser gennem kommunernes opsøgende og forebyggende hjemmebesøg, som tilbydes alle ældre ≥ 75 år, eller fra 65-årsalderen, hvis der er særlige behov. Endelig er der indikation for en tværfaglig udredning af faldtruede ældre, ligesom medicin, der kan forårsage svimmelhed, bør gennemgås og evt. saneres.
Osteoporosepatienter skal i lighed med alle andre have en sund og alsidig kost. Kost og kosttilskud skal dagligt sikre et indtag på 1000-1200 mg kalk og 20- 40 mikrogram D-vitamin. Behov for tilskud af D-vitamin bør fastsættes på baggrund af en blodprøve.
Behovet for D-vitamin kan være svært at få dækket gennem kosten alene, da D-vitamin kun findes i begrænsede mængder i en lille del af vores fødevarer. I sommerhalvåret dannes D-vitamin ved ophold i solen, mest når vi er yngre, mindre når vi bliver ældre.
Mange osteoporosepatienter har glæde af at konsultere en diætist, hvor en knoglevenlig kost kan tilpasses personlig smag og præferencer.
Læs mere om knoglevenlig kost til osteoporosepatienter her.
Mange osteoporosepatienter lever med akutte eller kroniske smerter, der har stor indvirkning på den enkeltes livskvalitet. Smerter skal afhjælpes eller bringes ned på et acceptabelt niveau.
Typer af smerter som følge af osteoporose
Muskelsmerter pga. ændret kropsholdning, som medfører muskelspændinger.
Ledsmerter på grund af ændringer i ledbåndene som følge af ændret kropsholdning.
Knoglesmerter på grund af rygsammenfald. Smerter, der skyldes rygsammenfald, er værst ved aktivitet. Derfor er hvile og sengeleje en vigtig del af smertebehandlingen.
Knoglesmerter kan desuden forekomme, hvis der er tale om mange brud, og det nederste af ribbenene og det øverste af hoftekarmen støder mod hinanden.
Nervesmerter forekommer i sjældne tilfælde, hvis der er irritation eller tryk på nerverne.
Smerter ved osteoporose kan være både nytilkomne, akutte smerter eller kroniske smerter, som har været til stede gennem længere tid eller er vedvarende. Formålet med smertebehandlingen er smertefrihed i hvile og smerter i et acceptabelt niveau ved bevægelse.
Akutte smerter, som opleves i perioden lige efter rygsammenfald, aftager ofte efter 2-3 måneder. Smerterne er lokaliseret omkring rygsammenfaldet og kan være meget voldsomme.
Kroniske smerter opstår som følge af den ændrede kropsholdning og reduktion af højde, der fremkommer typisk efter flere sammenfald.
Metoder til smertelindring
Smertestillende medicin
De fleste vil have brug for medicinsk smertebehandling særligt i det akutte forløb og for nogen livslangt. Undersøgelser viser bl.a., at 75 % af de patienter, som søger lægehjælp pga. rygsammenfald, stadig har behov for medicinsk smertebehandling efter ½-1 år.
Basishandling mod smerter er Paracetamol. Efter behov kombineres dette med morfinlignende præparater eller morfinpræparater. Det er vigtigt at være opmærksom på bivirkninger, og særligt morfinlignende præparater og morfinpræparater kan medføre forstoppelse, svimmelhed og kvalme. Afhængigt af dosis kan det for eksempel være nødvendigt at tage afføringsmiddel forebyggende.
Desuden skal patienten vide, hvordan og hvor lang tid den smertestillende medicin virker, samt hvordan man kan reducere brugen eller tage ekstra ved behov. Det giver mulighed for at bruge den smertestillende medicin som et redskab til at kunne klare hverdagen trods smerter.
Hvis den smertestillende medicin ikke har effekt, kan det skyldes, at der er en ubalance i nervesystemet, der gør, at patientens evne til at registrere smerten på, er så overaktivt, at evnen til at håndtere smerten konstruktivt er gået tabt. I disse tilfælde kan medicin, som traditionelt anvendes mod epilepsi eller depression, men også har effekt i forhold til nervesmerter (som fx gabapentin), have god virkning.
Andre former for smertelindring
Smerter, der skyldes rygsammenfald, er værst ved aktivitet. Derfor er hvile og sengeleje en vigtig del af smertebehandlingen. Det er vigtigt at lære forskellige smerteaflastende stillinger, samt at finde en balance mellem at være oppe, indtil smerterne melder sig igen, og så lægge sig indtil de igen er aftaget.
Smerter ved osteoporose kan ofte lindres med træning i et varmtvandsbassin, fysioterapeutisk træning og varmepakninger. Det er derfor vigtigt, at patienten lærer, hvordan der bedst tages hensyn til sygdommen under fysisk udfoldelse, så man kan deltage i aktiviteter, der lindrer smerterne.
Patienten skal endvidere lære at bevæge sig hensigtsmæssigt, så stillinger og bevægelser, der kan forværre smerterne, undgås. Her er ergoterapeutisk vejledning i aflastende hjælpemidler som f.eks. skråpuder, lændepuder og glidestiklagner væsentlige. Hjælpemidler, som gribetang og strømpepåtager, kan forhindre bevægelser (foroverbøjning og rotation), der kan forværre smerterne. Som eksempel kan nævnes, at når man arbejder ved et køkkenbord, kan man være bange for at spilde på tøjet og står derfor lidt væk fra køkkenbordet, hvilket betyder, at man let kommer til at stå foroverbøjet. Brugen af et forklæde kan bevirke, at kroppen kommer helt ind til bordet og dermed hjælpe til at have en kropsholdning, der forebygger smerter.
Bliver patienten opmærksom på, hvordan smerten påvirker dagligdagen, kan der lægges en plan, hvor hverdagen fx brydes op i små aktiviteter, så patienten på den måde stadig kan tage del i det, han eller hun finder betydningsfuldt.
Hvis patienten oplever, at hverken medicin eller konsultation af fysioterapeut eller ergoterapeut har tilstrækkelig effekt, kan der henvises til en smerteklinik, der kan hjælpe med at finde andre strategier til afhjælpning af smerten.