Igennem hele livet foregår en konstant resorption og formation af knoglerne. Balancen i denne proces ændrer sig gennem livet, og den maksimale knoglemasse, peak bone mass, nås omkring 25-30 års-alderen. Herefter taber både mænd og kvinder resten af livet relativt mere knoglemasse, end der opbygges, og denne proces kan medføre, at knoglemassen i sidste ende er så nedsat og porøs, at der er tale om osteoporose og dermed øget risiko for knoglebrud.
Hos kvinder kan ca. en tredjedel og hos mænd ca. to tredjedele af tilfældene af osteoporose kobles til en underliggende sygdom eller risikofaktor (fx glukokortikoidbehandling, fejlernæring eller fysisk inaktivitet) og betegnes da sekundær osteoporose.
Osteoporose giver ikke fysiske symptomer ud over lavenergibrud, der opstår i forbindelse med almindelig daglig belastning eller fald fra samme niveau.
Det anslås, at osteoporose hvert år er den direkte årsag til:
8.000 – 10.000 håndledsfrakturer – fra ca. 50-års alderen
15.000 – 17.000 rygsammenfald – fra ca. 60 års-alderen
8.000 hoftebrud – fra ca. 75 års-alderen
Knoglebruddene kan være smertefulde (ikke mindst ved rygsammenfald), i værste fald invaliderende og – som det er tilfældet ved hoftebrud – medføre øget mortalitet. Det er derfor vigtigt at opspore og henvise patienter i risikogruppen til udredning og dernæst at fastholde den medicinske behandling og øvrige anbefalinger til en knoglevenlig livsstil som foreskrevet af lægen.
Osteoporose er en af Danmarks otte folkesygdomme, og ifølge Sundhedsstyrelsen lever op til 700.000 danskere – svarende til hver tredje kvinde og hver sjette mand – med sygdommen i større eller mindre grad. Kun cirka 200.000 har fået stillet diagnosen.
En række risikofaktorer disponerer til udvikling af osteoporose og kan give anledning til en risikovurdering og evt. DXA-skanning.
Desuden bør lavenergifraktur give mistanke om osteoporose og normalt føre til udredning. Lavenergifrakturer i ryg og/eller hofte er diagnostisk for osteoporose.
Diagnosen stilles vha. en DXA-scanning, som måler knoglevævets mineraltæthed i hofteregionen og i lumbalcolumna.
I Danmark følger man Verdenssundhedsorganisationen WHO’s definition af osteoporose hos voksne: En T-score, der ligger mere end -2,5 standarddeviationer under, hvad der er normalt for raske, yngre individer af samme køn, er diagnostisk for osteoporose. T-score mellem -1 og -2,5 klassificeres som osteopeni.
Selvom en DXA-scanning ikke kan analysere knoglens struktur og materiale, som også har betydning for knoglestyrken, udgør den sammen med risikofaktorerne den bedst kendte vurdering af patientens brudrisiko.
DXA-scanning bruges også til at bedømme virkningen af den medicinske behandling.
Ved osteoporose eller lavenergibrud suppleres med blodprøver mhp. at udelukke sekundær osteoporose (fx kronisk nyreinsufficiens, calcium- eller D-vitaminmangel) og udelukke differentialdiagnoser (fx knoglemetastaser).
DXA-scanningen siger også noget om risikoen for fremtidige brud, hvis man ikke er i forebyggende, farmakologisk behandling. Har man allerede har haft et osteoporotisk brud, er risikoen for at få endnu et brud inden for kort tid øget 2-10 gange.
Risikoen for at få et brud bedømt ud fra T-score afhænger af, hvor lav knoglemasse man har. For hver gang T-score falder med 1 fordobles risikoen for at få et brud på det pågældende sted. Når T-score = 0 er risikoen minimal, svarende til en ung rask persons risiko for at brække hoften eller en ryghvirvel ved at falde på sportspladsen. Hvis værdien falder, øges risikoen i forhold til unge raske personer på følgende måde:
T-score = -1, risikoen for brud er 2 gange forhøjet
T-score = -2, risikoen for brud er 4 gange forhøjet
T-score = -3, risikoen for brud er 8 gange forhøjet
T-score = -4, risikoen for brud er 16 gange forhøjet