Opsporing

Nedenfor er listet risikofaktorer for udvikling af osteoporose:

• Osteoporose blandt forældre/søskende - 50 % arver sygdommen fra nærmeste familie
• Tidligere lavenergifrakturer – især efter 50-års alderen
• Tidlig menopause - før 45 år
• Usund og ikke-knoglevenlig kost
• Rygning
• Relativt stort forbrug af alkohol
• Fysisk inaktivitet / varig immobilisation (> 6 mdr.)
• BMI under 19
• Længerevarende behandling med binyrebarkhormon (mindst 5 mg/dag i > 3 mdr.). Der kan pga. risikoen for udvikling af sekundær osteoporose være indikation for at behandle osteopenipatienter, som er i behandling med binyrebarkhormon.
• Høj alder - over 80 år – er en risikofaktor i sig selv
• Faldtendens
• Tab af kropshøjde - et tab på 4 cm eller mere i kropshøjde kan være en indikator for, at man har haft et sammenfald i ryggen som en konsekvens af uopdaget osteoporose.
• Osteogenesis imperfecta
• Sygdomme associeret med osteoporose, bl.a.

• • Kronisk obstruktiv lungesygdom, KOL
  • Anorexia Nervosa
  • Malabsorption (herunder tidl. gastrektomi)
  • Primær hyperparathyreoidisme
  • Hyperthyreodisme
  • Organtransplantation
  • Kronisk nyreinsufficiens
  • Mb. Cushing
  • Mastocytose
  • Rheumotoid artrig
  • Myelomatose
  • Mo. Bechterew
  • Behandling med aromatasehæmmere

Ved en eller flere risikofaktorer bør patienten sendes videre til egen læge med henblik på evt. udredning for osteoporose.

Prøv Osteoporoseforeningens Opsporingsguide for borgere over 50 år. Det er et nemt og overskueligt værktøj til at få overblik over risikofaktorer for osteoporose. Opsporingsguiden er udviklet af Osteoporoseforeningen i samarbejde med Dorte With.

Knoglebrud

Da osteoporose ikke giver symptomer, før der er opstået en fraktur, bør patienter fra omkring 50 års-alderen henvises til udredning i forbindelse med behandling af – især - lavenergibrud på fx underarm, håndled, hofte eller som følge af smerter, der er opstået efter sammenfald af en ryghvirvel.

Tab af højde

Tab af legemshøjde på mere end 4 centimeter i forhold til pashøjde kan være et tegn på, at hvirvlerne i rygsøjlen er faldet sammen (brud/sammenfald).

Rygsmerter

Voldsomme rygsmerter kan være tegn på osteoporose. Smerterne opstår, hvis en ryghvirvel falder sammen.

Rigtig mange (formentlig de fleste) rygsammenfald fører ikke til udredning for osteoporose. Det skyldes, at rygbrud ikke er umiddelbart synlige som andre brud, men først og fremmest manifesterer sig ved smerter. Da smerter kan have mange årsager og ofte går over igen efter 2-3 måneder, når bruddet har ”sat sig”, kan det være svært at opdage, at der kan være tale om brud.

Rygkrumning og mindsket højde

Øget krumning af ryggen kan være tegn på osteoporose og skyldes, at én eller flere ryghvirvler er "faldet sammen" ind mod maven.

Maven buler ud

Når der sker brud på ryghvirvlerne, vil brystkassen automatisk blive presset sammen og få maven til at bule ud.
Det kan være meget smertefuldt, hvis der er tale om mange brud, og ribbenene er nede, hvor de glider mod hoftekammen ved bevægelse eller foroverbøjning.

Diagnosen knogleskørhed kan stilles på følgende måder:

Personer, der pådrager sig et lav-energibrud af en ryghvirvel eller lårbenshalsen har knogleskørhed.

Personer, der endnu ikke har haft brud men har fået påvist lavt knoglemineralindhold ved en knoglescanning, har også knogleskørhed (T-score i ryg eller hofte mindre end -2,5).

Personer, der har en eller flere risikofaktorer for udvikling af knogleskørhed anbefales en nærmere vurdering og undersøgelse hos lægen.

Blodprøver
I blodet bestemmes mængden af kalk (calcium), fosfat, magnesium, PTH (biskjoldbruskkirtelhormon), D-vitamin og kønshormoner. Herudover måles blodsænkning, stofskifte, blodprocent, nyrefunktion, leverfunktion samt et stof, der afspejler knogleopbygningen.

Blodprøver kan afdække årsagen
Knogleskørhed kan i nogle tilfælde være en følgesygdom til andre sygdomme. Hvis det er tilfældet, har man sekundær knogleskørhed. Viser scanningsresultatet, at man har knogleskørhed, skal man derfor bede sin læge om at supplere scanningsresultatet med blodprøver, så en eventuel årsag kan findes.

Urinprøve
I urin kan måles et protein: NTx, som afspejler knoglenedbrydningen.

DXA-scanning
Knoglescanning, knoglemineralmåling (BMD-måling) og DXA-scanning er alt sammen udtryk for det samme, nemlig en måling af knoglevævets mineraltæthed.

Jo højere mineraltæthed, jo stærkere knogler.

Man bruger den såkaldte T-score som måleenhed for graden af knoglemasse/knoglestyrke. Jo højere T-score, jo bedre. En T-score på 0 betyder, at man har knogler som en ung, rask person, og er den bedre end 0, har man stærke knogler. Ligger T-score mellem minus 1 og minus 2,5, har man osteopeni, som er et forstadie til knogleskørhed. Og er T-score mere negativ end minus 2,5, har man knogleskørhed og ret til knogletabsforebyggende behandling.

DXA-skanningen er også en mulighed for at finde ud af, om en behandling øger knoglevævets styrke og evne til at modstå brud. Det er derfor ikke nok at blive DXA-scannet i forbindelse med diagnosticeringen. Man bør scannes regelmæssigt, mens man er i behandling – som udgangspunkt cirka hvert andet år.

Røntgenundersøgelse
Der foretages evt. røntgenundersøgelse af rygsøjlen.

Røntgenbilleder kan bruges til at se, om der er tegn på knoglebrud, sammenfald i ryghvirvlerne eller slidgigtforandringer. Disse forhold kan være en hjælp for lægen, der skal bedømme resultatet af knoglescanningen.

Den vigtigste fordel ved røntgenbilledet er dog, at man kan se et rygsammenfald. Dette kan være vigtigt både for at forstå, hvorfor patienten måske har rygsmerter, men også for at patienten kan få den rigtige behandling. Hvis man har betydelige rygsammenfald, der er opstået inden for de seneste tre år, kan man få tilbudt behandling med knogleopbyggende behandling

Med de nyere knoglescannere kan man også udføre et lavdosis-røntgenbillede af rygsøjlen. Det er ikke helt så godt som et almindeligt røntgenbillede af ryggen, men det vil i mange tilfælde kunne afkræfte tilstedeværelse af rygsammenfald.