Undersøgelse

Ifølge Sundhedsstyrelsen bør DXA-scanning overvejes ved mindst én af følgende risikofaktorer:

Stærke risikofaktorer:

• Arvelig disposition (lige linje) for osteoporose
• Tidlig menopause (< 45 år) (kvinder)
• Lav kropsvægt (BMI < 19 kg/m2)
• Risiko for sekundær osteoporose (fx langvarig eller højdosis glukokortikoidbehandling [sv.t. ≥ 5 mg/dag i 3 måneder eller mere inden for 1 år])
• Nedsat testosteronniveau (mænd)
• Alder > 80 år (mere end 80% af danske kvinder over 80 år anslås at have T-score < - 2,5) [2]

Kliniske tegn på osteoporose:

• Tidligere lavenergifraktur

Sygdom, som disponerer til osteoporose:

• KOL
• reumatoid artritis
• kronisk nyreinsufficiens
• malabsorption
• m.fl.

Øvrige risikofaktorer, der kan øge risikoen for osteoporose og/eller fraktur omfatter:

• Tobaksrygning
• Stort alkoholforbrug
• Behandling med aromatasehæmmer eller antiandrogene stoffer
• Immobilisering
• m.fl.

Prøv Osteoporoseforeningens Opsporingsguide for borgere over 50 år. Det er et nemt og overskueligt værktøj til at få overblik over risikofaktorer for osteoporose. Opsporingsguiden er udviklet af Osteoporoseforeningen i samarbejde med Dorte With.

Diagnosen knogleskørhed kan stilles på følgende måder:

Personer, der pådrager sig et lav-energibrud af en ryghvirvel eller lårbenshalsen har knogleskørhed.

Personer, der endnu ikke har haft brud men har fået påvist lavt knoglemineralindhold ved en knoglescanning, har også knogleskørhed (T-score i ryg eller hofte mindre end -2,5).

Personer, der har en eller flere risikofaktorer for udvikling af knogleskørhed anbefales en nærmere vurdering og undersøgelse hos lægen.

Blodprøver
I blodet bestemmes mængden af kalk (calcium), fosfat, magnesium, PTH (biskjoldbruskkirtelhormon), D-vitamin og kønshormoner. Herudover måles blodsænkning, stofskifte, blodprocent, nyrefunktion, leverfunktion samt et stof, der afspejler knogleopbygningen.

Blodprøver kan afdække årsagen
Knogleskørhed kan i nogle tilfælde være en følgesygdom til andre sygdomme. Hvis det er tilfældet, har man sekundær knogleskørhed. Viser scanningsresultatet, at man har knogleskørhed, skal man derfor bede sin læge om at supplere scanningsresultatet med blodprøver, så en eventuel årsag kan findes.

Urinprøve
I urin kan måles et protein: NTx, som afspejler knoglenedbrydningen.

DXA-scanning
Knoglescanning, knoglemineralmåling (BMD-måling) og DXA-scanning er alt sammen udtryk for det samme, nemlig en måling af knoglevævets mineraltæthed.

Jo højere mineraltæthed, jo stærkere knogler.

Man bruger den såkaldte T-score som måleenhed for graden af knoglemasse/knoglestyrke. Jo højere T-score, jo bedre. En T-score på 0 betyder, at man har knogler som en ung, rask person, og er den bedre end 0, har man stærke knogler. Ligger T-score mellem minus 1 og minus 2,5, har man osteopeni, som er et forstadie til knogleskørhed. Og er T-score mere negativ end minus 2,5, har man knogleskørhed og ret til knogletabsforebyggende behandling.

DXA-skanningen er også en mulighed for at finde ud af, om en behandling øger knoglevævets styrke og evne til at modstå brud. Det er derfor ikke nok at blive DXA-scannet i forbindelse med diagnosticeringen. Man bør scannes regelmæssigt, mens man er i behandling – som udgangspunkt cirka hvert andet år.

Røntgenundersøgelse
Der foretages evt. røntgenundersøgelse af rygsøjlen.

Røntgenbilleder kan bruges til at se, om der er tegn på knoglebrud, sammenfald i ryghvirvlerne eller slidgigtforandringer. Disse forhold kan være en hjælp for lægen, der skal bedømme resultatet af knoglescanningen.

Den vigtigste fordel ved røntgenbilledet er dog, at man kan se et rygsammenfald. Dette kan være vigtigt både for at forstå, hvorfor patienten måske har rygsmerter, men også for at patienten kan få den rigtige behandling. Hvis man har betydelige rygsammenfald, der er opstået inden for de seneste tre år, kan man få tilbudt behandling med knogleopbyggende behandling

Med de nyere knoglescannere kan man også udføre et lavdosis-røntgenbillede af rygsøjlen. Det er ikke helt så godt som et almindeligt røntgenbillede af ryggen, men det vil i mange tilfælde kunne afkræfte tilstedeværelse af rygsammenfald.

Diagnosen osteoporose kan stilles på baggrund af en Dual X-ray Absorptiometry (DXA)-scanning med måling af knoglemineraltætheden (BMD) i hofteregionen og i lumbalcolumna. En T-score, der ligger mere end -2,5 standarddeviationer under, hvad der er normalt for raske, yngre individer af samme køn, er diagnostisk for osteoporose. T-score mellem -1 og -2,5 klassificeres som osteopeni.

Ved osteoporose eller lavenergibrud suppleres med blodprøver mhp. at udelukke sekundær osteoporose (fx kronisk nyreinsufficiens, calcium- eller D-vitaminmangel) og udelukke differentialdiagnoser (fx knoglemetastaser). En række risikofaktorer disponerer til udvikling af osteoporose og kan give anledning til en risikovurdering og evt. DXA-skanning.

Desuden bør en lavenergifraktur give mistanke om osteoporose og bør normalt føre til udredning. Lavenergifrakturer i ryg og/eller hofte er diagnostisk for osteoporose. Hos disse patienter er DXA-skanning ikke absolut indiceret, men foretages mhp. vurdering af sværhedsgrad og monitorering af behandlingseffekt. En lateral røntgenoptagelse af columna kan endvidere være indiceret ved mistanke om sammenfald af ryghvirvler.