AnnBett Kirkebæk

Indtil AnnBett Kirkebæk blev 29 år, levede hun et helt almindeligt liv med mand og barn og et job som pædagog. Men da hun fødte sin anden datter, fandt lægerne ud af, at hun havde knogleskørhed.

Det var et chok for AnnBett at få diagnosen. ”Jeg kan huske, at det blev helt tåget. Jeg blev ramt af en altomsluttende følelse af uretfærdighed. Jeg var dybt ulykkelig og fuld af sorg og bekymringer: Hvad skulle der ske arbejdsmæssigt og med mine planer for fremtiden og mine drømme for familien? Det var en følelse af kaos,” fortæller hun.

AnnBett var på barsel med sin lille pige og fik i en periode hverdagen til at fungere, men så skete endnu en omvæltende hændelse. ”Da min datter var et år gammel, skulle jeg løfte hende op, og i den forbindelse fik jeg et ordentligt smæld – og det viste sig, at det var et sammenfald i ryggen.”

Hun blev sygemeldt fra sit arbejde som pædagog. Og som sygemeldt og sengeliggende blev hun nødt til at acceptere, at hun så ind i en noget anderledes fremtid, end hun havde forestillet sig. ”Jeg var trist og havde enorme smerter i ryggen.”

Indmeldelse i fitnesscenter
Sommeren 2007 blev et afgørende vendepunkt. ”Jeg meldte mig ind i et fitnesscenter. På det tidspunkt kunne jeg ikke komme op at stå, hvis jeg lå på ryggen.”

AnnBett skrev dagbog dengang, og når hun ser tilbage, kan hun se, at det var en stædighed og en fandenivoldskhed, der fik hende videre. Hun skrev blandt andet: “Jeg rejser mig op, selv om det tager 30 minutter at komme ud af sengen, fordi jeg skal hente børn og handle ind. I morgen tager det måske kun 29,5 minutter. Jeg havde så ondt, at jeg ikke
følte, at jeg kunne levere noget til mit samliv med min mand.”

Træningen blev afgørende for AnnBett, og den fik stor betydning for samlivet med hendes mand – og for smerterne og udholdenheden. “Træning gør en forskel. Vi, der har knogleskørhed, skal træne skånsomt. Det handler ikke om blide løft og let træning, men om at træne klogt og med de muligheder, der er tilgængelige for os.”

Bevare fokus på det positive
AnnBett blev klogere på, hvad hun skulle træne, fx fungerede det ikke for hende med rotationsøvelser eller drejninger, men hvis hun trænede sine mavemuskler og bækkenbund, kompenserede det for hendes udfordringer i ryggen. Samtidig hjalp det hende med et fokus på den lange bane. ”Man skal bibeholde motivationen og tænke over: Hvor vil jeg gerne hen? Hvad vil jeg gerne opnå? Hvad vil jeg ikke opnå, og hvor vil jeg ikke hen igen?”

Den mentale træning har betydet meget for AnnBett undervejs. ”Man må godt være nervøs, men man skal tage ejerskab og ansvar for sin knogleskørhed. Man skal gøre sin indre dialog positiv. Sige til sig selv: ”JEG VIL!”. Det er der bare så meget mere power bag.” Det samme gælder i forhold til samlivet med ens partner, mener AnnBett. ”Du skal visualisere det for dig selv: Hvad er det, jeg gerne vil have, at vi skal kunne gøre sammen?”

Et knæk på selvværdet

Knogleskørhden ændrede AnnBetts selvbillede, fordi hun kom til at se anderledes ud. ”I starten tænkte jeg ikke så godt om mig selv. Der har været bølger, hvor vi ikke har haft et godt samliv, men så har vi fundet det frem igen. Jeg har også skullet lære, at det var ok.” ”Min mand har hele vejen været god til at støtte mig, og han har været forstående og skubbet blidt til mig: ”Nu er du lidt for trist – nu prøver vi lige noget.”

I takt med at AnnBett kom videre med sin træning, kunne hun også bedre overskue sex- og samlivet. ”Min mand og jeg havde en peptalk. Jeg havde læst om en øvelse, hvor man skal kysse hinanden i mindst et minut mindst en gang om dagen. Så skete der noget i kroppen. Man
skal gribe de ting, man kan bruge. Have mod til at tænke nyt en gang imellem. Det handler ikke om at finde tilbage til det, vi gjorde engang.”

Åbenhed og ærlighed
God kommunikation har været afgørende for parrets samliv. ”Jeg valgte at være rigtig åben overfor min mand, om hvordan jeg havde det, og hvor og hvornår jeg havde ondt. Jeg fortalte, hvad der ville være godt for mig, og hvordan jeg gerne ville ligge, og hvad jeg havde lyst til. I stedet for at sex var noget jeg bare skulle overleve, forsøgte jeg at få det bedste ud af det.”

På trods af nogle udfordrende perioder har knogleskørheden også givet AnnBett en helt anden tilværelse, som hun er taknemmelig for at have fået. ”Jeg er utrolig glad for, hvor jeg er i dag. Det er en gave at lære sig selv at kende. Nu er jeg en helt anden person, som laver fuldstændig andre ting, end jeg gjorde som 29-årig. Men jeg har selvfølgelig også fået en masse oplevelser, som jeg gerne ville være foruden.”

.”