Landsformand i Osteoporoseforeningen Ulla Knappe er i dag i Altinget med budskabet om, at der er behov for mere patientuddannelse og flere osteoporoseskoler, hvis ligheden i dansk knoglesundhed skal øges.
“I de kommende år vil antallet af danskere med knogleskørhed stige. Men knogleskørhed, også kendt som osteoporose, er allerede en af de mest oversete folkesygdomme i Danmark.
Ifølge Sundhedsstyrelsen har op mod 600.000 af os sygdommen – men det er kun hver fjerde, som ved det.
Disse gigantiske mørketal vidner om behovet for at skabe opmærksomhed omkring sygdommen. For når den først rammer, kan den give smertefulde knoglebrud og sammenfald, der kan være livsinvaliderende.
Oplysning om mulighederne for forebyggelse og behandling er vejen frem. Derudover bør vi uddanne knogleskøre danskere, som er klar over at de har sygdommen – således at de kan leve et fornuftigt liv trods porøse knogler.”
Sådan indleder landsformand Ulla Knappe et debatindlæg bragt i Altinget den 22. september 2020, hvor hun bl.a. argumenterer for, hvorfor der i Danmark bør udbredes flere osteoporoseskoler. Læs hele debatindlægget her.