Annette støtter Osteoporoseforeningen hver måned

Af Lone Drejet, freelance journalist

Annette Madsen sidder med hunden Anton i den store sofa i lejligheden i Brønshøj. Hun er 66 år, og intet tyder på, at hun fejler det mindste. Men det gør hun. I 2010 fik Annette nemlig konstateret knogleskørhed.

”Jeg havde ondt i ryggen, og selvom min læge påpegede, at det er noget, halvdelen af befolkningen har, insisterede jeg på at blive undersøgt. Så jeg blev henvist til en DXA-skanning, og det viste sig, at jeg havde knogleskørhed i udbredt grad. Det var lidt af en overraskelse,” husker Annette.

Siden har det vist sig, at knogleskørhed ligger til familien:

”Min storesøster fik som led i den store folkesundhedsundersøgelse i 2012 tilbudt en DXA-skanning. Den viste, at også hun havde knogleskørhed – og det endda i meget sværere grad end jeg selv. Og min ældste datter har forstadier til sygdommen,” fortæller Annette.

Lumsk sygdom
Både Annette og hendes søster fik stillet diagnosen ved en tilfældighed.

”Knogleskørhed er en lumsk sygdom. Selv mærker jeg jo ikke noget til den i hverdagen – selvom jeg har ondt i ryggen indimellem, hvis jeg ikke passer på. Og sådan må der også være tusinder af andre mennesker, der har det. Derfor synes jeg, det er så vigtigt at få sat fokus på sygdommen, så flere kan blive opsporet og få hjælp til at forhindre den i at udvikle sig,” fastslår hun.

Fast støtte
Annette kan godt lide at støtte en god sag, og med knogleskørhed tæt inde på livet, føler hun, at det er oplagt at støtte Osteoporoseforeningen med 200 kroner om måneden. Det har hun efterhånden gjort i mange år ved siden af sit medlemskab i foreningen.

”Jeg synes, at det er vigtigt at bidrage. Jeg kan jo se, hvor
nødvendig en sag, Osteoporoseforeningen arbejder for, og det kræver penge at drive en forening, hjælpe sine medlemmer, oplyse og udgive blade, støtte forskningen og informere om risikofaktorer. Jeg har for eksempel selv været ryger, og jeg anede ikke, at det var en risikofaktor, og heller ikke, at binyrebarkhormon øger risikoen for knogleskørhed – det har både jeg og min søster fået. Jeg vidste heller ikke, at D-vitamin-niveauet betyder noget i forhold til udvikling af sygdommen.”

”Alt for mange bliver først udredt, når de falder og brækker knoglerne – det er jo unødvendigt sent, når man ved, at sygdommen kan forsinkes eller undgås, hvis man sætter ind i tide. Så her vil jeg gerne være med til at gøre en forskel,” slutter hun.