Sygeplejersken: Det her gør en forskel

Af Melanie Jensen

De sidste år, har Lene siddet og besvaret rådgivningstelefonen på foreningens kontor i Aarhus. En dag på rådgivningstelefonen er som regel fyldt med opkald fra start til slut med få pauser, da mange søger hjælp og svar på deres forskellige spørgsmål om knogleskørhed. Som sygeplejerske har Lene bred viden om mange emner, og kan derfor hjælpe med de fleste spørgsmål eller rådgive om, hvor de bedst søger hjælp. Lene hjælper den enkelte med at overskue deres situation og lægge en plan for, hvordan de kommer videre. Lene har erfaret, at det er væsentligt at have tålmodighed med sig selv og finde sig til rette i, at skrøbelige knogler nu er ens livsvilkår og sætte sig ind i sygdommen og arbejde på at komme videre.

Hvad har gjort en forskel for patienterne?

”Det har gjort en forskel for patienterne at få viden og forståelse for, hvordan tingene hænger sammen. Det kan være alt fra, hvad en T-score er til viden om knoglernes udvikling gennem hele livet. Samtidig, er det også vigtigt for mange at vide, hvorfor de netop har fået knogleskørhed. Nogle gange kan man ikke finde grunden, og så må man acceptere det. Det vigtige er, at de får en klar fornemmelse af, at der er noget at gøre ved det og at de selv kan gøre en forskel,” fortæller Lene.

Lene har oplevet, at tiltag som appen ’Mine Knogler’ og Osteoporoseforeningens videomateriale på medlemssiden har været vigtige. ”Mange søger viden om, hvad de selv kan gøre. At tage hånd om eget helbred betyder meget. De søger tiltag, de kan implementere i dagligdagen, så de hver dag føler, at de gør noget godt for deres helbred. Man bliver glad af at gøre noget godt for sig selv,” siger Lene.

Hvilke patienter har du typisk haft i røret?

Ifølge Lene, fordeler medlemmerne i røret sig typisk i 2 grupper; dem, der lige har fået diagnosen og dem, der har haft knogleskørhed i længere tid og har sat sig ind i, hvad knogleskørhed er.

Lene fortæller, at de ny-diagnosticerede ringer, fordi de mangler viden, og er i chok efter at have fået en kronisk sygdom. For nogle er det en dyb livskrise, som slår dem ud af kurs.

”Jeg prøver at skabe et trygt rum og få forståelse for, hvad der ligger til grund for, at de har fået diagnosen. Det betyder meget for dem at vide, at der er gode behandlingsmuligheder og at man selv kan gøre meget. Det kommer bag på mange, at man kan forbedre ens knoglestatus meget gennem medicin og knoglesund livsstil. Samtidig er det også en naturlig udvikling, at knoglerne bliver svagere, men det behøver ikke betyde, at man får flere brud. Jeg prøver sammen med dem at finde ud af, hvad der er vigtigst for dem, eksempelvis kost eller træning. Mit mål er, at når samtalen er afsluttet, så ved de, hvad næste trin i deres egen plan er,” fortæller Lene.

Specifikke spørgsmål

Den anden gruppe af medlemmer, der har haft knogleskørhed i længere tid, ringer derimod typisk efter svar på specifikke spørgsmål. Det kan være ’Hvor lang tid gør det ondt, når man har fået sammenfald?’, ’Burde jeg tage mere kalk?’ eller ’Hvad må jeg nu?’.

”Folk er igennem årene blevet mere åbne, når de taler om deres knogleskørhed. Emner, såsom samliv og knogleskørhed, er begyndt at komme frem. Flere har nu mod til at stille flere spørgsmål. Og de har mere mod på at prøve spørgsmål af på mig som sygeplejerske, før de taler med lægen,” fortæller Lene.

Oftest stillede spørgsmål

Selvom Lene har oplevet mange forskellige spørgsmål gennem årene, er der alligevel nogle, som går igen. Hvorvidt man skal tage medicin eller ej, er et af disse spørgsmål. ”Jeg har her hjulpet dem frem til deres egen beslutning ved at give dem viden om fordele og ulemper. Det er vigtigt, at medicin først og fremmest skal nedsætte brudrisikoen. Derudover er viden om knogleskørhed vigtig, da det kan hjælpe med at sætte tingene i perspektiv for patienterne,” fortæller Lene.

Andre emner, der også fylder meget, er bivirkninger fra medicin og tandproblematikker ved langvarig behandling eller arbejdsliv.

Hvilke spørgsmål sidder stadig i dig?

”Jeg husker selvfølgelig nogle patienter helt tydeligt, fordi deres situationer er så hjerteskærende. Jeg havde engang en, der var så chokeret, at hun ikke kunne komme væk fra ’hvorfor mig?’. Hun blev ved med at være der, uanset hvor lang tid vi talte. Jeg kunne til sidst kun opfordre hende til at ringe igen ugen efter og håbe på, at tiden ville hjælpe hende ud af chokfasen,” fortæller Lene.

En anden situation, der stadig sidder i Lene, er en nybagt mor.

”Det var en lille ny familie, der havde fået andet barn. Moren havde fået sammenfald i ryggen, og kunne ikke engang løfte sit eget barn. Jeg håber, at der i fremtiden bliver mere fokus på at få formidlet til gravide, at der faktisk er en risiko for knogleskørhed, hvis man ikke får kalk nok under graviditeten og at kroppen først og fremmest vil give kalken til barnet. Man kan risikere at få så lav en T-score, at man kan brække en knogle.”

Hvad har gjort en forskel og hvad er udfordringerne i dag?

”De sidste år er der kommet mere fokus på træning og motion. Træning er meget vigtigt og det gør mindre skade at træne en hel masse end at lade være. Tidligere var man mere restriktive og anbefalingen lød på, at man fx kun måtte løfte 5 kg. I dag laver man en mere individuel vurdering, og opfordrer til at bruge kroppen aktivt.”

Udover træning, fremhæver Lene også øget kendskab til sygdommen.

”Det har gjort en stor forskel med mere fokus på at få det bredt ud i befolkningen, at knogleskørhed kan ramme mange flere end ældre kvinder. Det rammer også yngre kvinder og mænd. Derudover er der også kommet en samtale om knogleskørhed på sociale medier, hvilket øger kendskabet til sygdommen. Det er godt at møde og snakke med andre, der har knogleskørhed. Men det er vigtigt, at man tager stilling til, hvilken retning man selv vil gå i for ikke at blive forvirret som ny-diagnosticeret,” siger Lene.

Lene har sidste arbejdsdag i Osteoporoseforeningen den 29. august. Hun bliver afløst af foreningens nye rådgiver, sygeplejerske Anne-Louise Bøgh Nørregaard.