Spred budskabet og bak op om Osteoporoseforeningens nye kampagne. Så kan du hjælpe din omgangskreds til et liv med sundere knogler, færre brud og bedre livskvalitet.
Mandag d. 16. august lancerer Osteoporoseforeningen sin hidtil største kampagnesatsning.
Formålet er klart: De danskere, som har knogleskørhed eller risiko for at udvikle det, skal lære sygdommen at kende, så de kan forebygge den og handle på deres observationer.
Mange kan bidrage
Som bekendt er det ofte lægen, danskerne spørger til råds om helbred og sygdom. Men de fleste er også i kontakt med sundhedsvæsenet, når de træner hos fysioterapeuten, handler på apoteket eller måske taler med sygeplejersken eller SOSO’en, der hjælper et andet familiemedlem.
Derfor vil kampagnen bl.a. lære seks sundhedsfaglige grupper sygdommen bedre at kende, så de kan vurdere om en borger er i risiko for knogleskørhed. Forhåbentlig kan den opdaterede viden også medføre, at flere vil fortælle om sygdommen, når de er kontakt med borgere og patienter.
Vil du bidrage til, at kampagnen får synlighed, kan du gøre følgende:
- Fortæl din omgangskreds om den kampagnehjemmeside, der er mest relevant.
Taler du med en sundhedsfaglig medarbejder, kan du opfordre vedkommende til at teste sin viden om knogleskørhed på osteoporoseviden.dk – taler du med en privatperson, kan du opfordre ham eller hende til at teste sin risiko for knogleskørhed på www.knogletest.dk. - Invitér til konference eller temaaften
Vil du bidrage til, at flere melder sig til kampagnens konferencer og temaaftener, kan du fortælle om arrangementerne, når du fx møder sundhedsfaglige eller taler med nogen i dit netværk, som kunne have gavn af at få opdateret sin viden om knogleskørhed.
Samtidig er det vigtigt, at den almindelige dansker også får viden om knogleskørhed ad andre kanaler. Derfor giver kampagnen også information om knogleskørhed til en særlig gruppe borgere.
”Vi rækker særligt ud til mænd og kvinder på 50-70 år, fordi mange i den aldersgruppe udvikler knogleskørhed. Men alle kan gøre noget godt for knoglerne. Er man i risiko for knogleskørhed, er det endnu mere vigtigt at handle på det med henblik på at undgå brud,” siger sekretariatschef Camilla Nissen Toftdal, der er overordnet projektleder for kampagnen.
Er din ven eller nabo i risiko?
Ifølge Sundhedsstyrelsen er op mod 500.000 danskere ramt af knogleskørhed uden at vide det. Ved at tage Osteoporoseforeningens risikotest på www.knogletest.dk, som er udviklet til kampagnen, kan man nu få en indikation på, om man har lav, moderat eller høj risiko for at være en af dem.
Er du allerede diagnosticeret med knogleskørhed, kan du hjælpe andre ved at fortælle om testen.
”Tænk på det menneske, der hjalp med at opdage din knogleskørhed. Kampagnen er en anledning til, at du kan gøre det samme for mennesker omkring dig,” siger Camilla Nissen Toftdal. Hun håber, at alle medlemmer vil fortælle familie, venner, naboer og kolleger om kampagnen, som også omfatter arrangementer for både sundhedsfaglige og den brede offentlighed.
De sundhedsfaglige:
Kampagnens ene spor retter sig mod sygeplejersker, SOSU’er, fysioterapeuter, ergoterapeuter, farmakonomer og diætister. Kampagnen skal klæde dem bedre på til at identificere personer, der har knogleskørhed eller er i risiko for at få det, og rådgive dem om, hvad de selv kan gøre.
Borgerne:
Kampagnens andet spor retter sig mod kvinder og mænd i alderen 50-70 år, som kan have knogleskørhed uden at vide det, eller er i risiko for at få det. Kampagnen skal give viden om sygdommen og tilskynde den enkelte til at passe på knoglerne, leve sygdomsforebyggende og handle på en mistanke.
Kampagnen finansieres af Osteoporoseforeningen og Sundhedsministeriet.
Er man sundhedsfaglig medarbejder, kan man teste sin viden om osteoporose på www.osteoporoseviden.dk, hvor man også kan tilmelde sig en af de 8 gratis konferencedage, som foreningen afholder i forbindelse med kampagnen.
Er man borger, kan man tilmelde sig en af kampagnens 19 temaaftener via www.knogletest.dk.
I begge tilfælde afholdes arrangementerne i efteråret 2021 og foråret 2022, og de er fordelt i hele landet. Deltagelse er gratis for alle.