Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

Nye kvalitetsstandarder for kommunernes sundhedstilbud

Kommunerne skal fremover tilbyde alle borgere med kroniske sygdomme et forebyggende sundhedstilbud. Det er en del af den nationale kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen.

Sundhedsstyrelsen udgav i januar nye kvalitetsstandarder for kommunernes sundhedstilbud. Med standarderne vil man sikre et højt fagligt niveau og ensartethed i hele landet. Det er en forbedring i forhold til i dag, hvor kommunernes tilbud er meget forskellige.

De nye forebyggelsestilbud er som udgangspunkt ikke sygdomsspecifikke, men der vil blive taget højde for særlige sygdomsspecifikke forhold, forklarer Sundhedsstyrelsen. Samlet set vil de nye standarder betyde, at kommunerne vil tilbyde forebyggelsesforløb for flere kronisk syge.

Osteoporoseforeningen ser positivt på den større udbredelse og ensartethed.

”Som det ser ud i dag, er der forebyggelsesforløb for mennesker med knogleskørhed i 22 af landets 98 kommuner. Forløbene gør en stor forskel for den enkelte, men desværre er de ikke udbredt på landsplan, og derfor har mange med knogleskørhed stået uden hjælp fra deres kommune. Derfor er det positivt, at der nu kommer nationale krav om, at alle kommuner opretter tilbud med fokus på forebyggelse for mennesker med kronisk sygdom,” forklarer sekretariatschef Camilla Nissen Toftdal.

Hvad tilbyder kommunerne i fremtiden?

De nye kvalitetsstandarder stiller krav til kommunerne om at tilbyde borgere med kronisk sygdom en afklarende samtale. Efter en afklarende samtale vil man – hvis man har behov for det – blive tilbudt at deltage i et forebyggelsestilbud. Alle kommuner skal have forebyggelsestilbud om sygdomsmestring, nikotinafvænning, fysisk aktivitet, ernæringsindsats og forebyggende samtale om alkohol. Kommunerne har allerede god viden om og erfaring med at tilbyde sådanne forløb, og de har fået et økonomisk tilskud og er i gang med implementeringen, som skal være helt færdig i 2029.

Hvordan kommer man til en afklarende samtale?

Det indgår i kvalitetsstandarderne, at sygehuse, praktiserende speciallæger og almen praksis skal henvise borgere i målgruppen til en afklarende samtale i kommunen, hvis man ud fra en sundhedsfaglig vurdering af funktionsevne og helbredsforhold kan have gavn af tilbuddet.

Man kan også få en afklarende samtale ved at tage direkte kontakt til egen kommune. Osteoporoseforeningen opfordrer derfor alle med knogleskørhed til aktivt at tage stilling til de specifikke tilbud i ens kommune og opsøge dem, hvis man har behov.

Osteoporoseforeningen styrker foreningens sygdomsspecifikke tilbud

Tilbuddene i kommunen kan hjælpe den enkelte til at forebygge knoglebrud og leve flere aktive leveår uden funktionstab – og kan derved også reducere samfundets udgifter til knogleskørhed. Samtidig er Osteoporoseforeningen opmærksomme på, at mange har brug for sygdomsspecifik viden og støtte, når diagnosen er stillet:

”I efteråret lancerer vi et nyt digitalt kursusforløb for nydiagnosticerede, for rigtig mange har ikke et sygdomsspecifikt tilbud i deres hjemkommune. Og vi arbejder samtidig for, at flere kommuner ser potentialet i at tilbyde fysiske forebyggelsesforløb om knogleskørhed for dem, der har behov for et fysisk forløb. Vi er glade for, at vi som patientforening og civilsamfundsaktør er tænkt ind i de nye kvalitetsstandarder til at hjælpe videre efter endt forløb i kommunen. Og det gør vi allerede i stor stil. Vi støtter op om mestring og forebyggelse gennem vores vidensformidling, rådgivning og netværk og aktiviteter lokalt,” siger sekretariatschef Camilla Nissen Toftdal.

 

 

Mere information

Kvalitetsstandarderne for forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom er udviklet som led i den nationale kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen. Osteoporoseforeningen har bidraget til udviklingsarbejdet ved deltagelse i en baggrundsgruppe i Danske Patienter.

Der er afsat 102,9 mio. kr. i 2023 stigende til 130,4 mio. kr. årligt fra 2029 og frem til kommunernes implementering af kvalitetsstandarderne målrettet patientrettet forebyggelse.

Implementeringen af de nye kvalitetsstandarder sker bl.a. i lokal dialog i sundhedsklyngerne.

Læs mere om de nye kvalitetstandarder for kronisk sygdom her

Læs mere om lovforslaget for en national kvalitetsplan og bedre lægedækning her