Osteoporoseforeningen får nyt logo
I dag præsenterer Osteoporoseforeningen nyt logo. Samtidig får foreningens medlemsblad, hjemmeside og øvrige kommunikationskanaler nyt udseende, så medlemmer, politikere og andre interessenter altid ved, når de er i kontakt med Osteoporoseforeningen.
Enhver moderne patientforening med medlemmernes interesse i fokus skal sommetider tage nye skridt. Det gælder også Osteoporoseforeningen, der får nyt logo med tværsnittet af en porøs knogle som kendetegn.
”Vi er en proaktiv national stemme, interesseorganisation og forening, der arbejder for forebyggelse af knogleskørhed. Det gør vi ved at række ud og påvirke politikere – og vi sætter fokus på behovet for en langsigtet national handlingsplan på området,” siger landsformand Ulla Knappe i forbindelse med lanceringen af det nye logo.
Foreningens nye visuelle udtryk omfatter foruden det nye logo også opdateringer af skrifttype og billeder samt relancering af medlemsbladet Knogleskør, som udkommer fire gange om året til foreningens mere end 13.000 medlemmer.
”Vi udbreder kendskabet til foreningen og knogleskørhed, støtter forskning, oplyser om forebyggelse og yder støtte til patienter og vores uundværlige medlemmer. I sidste ende gør vi alt dette, fordi vi tror på, at knogleskørhed skal have mere opmærksomhed og bevågenhed,” fortæller Ulla Knappe, der ser frem til at se logoet blive brugt.
”Det kommer blandt andet til at pryde vores forestående kampagne i 2021, hvor vi vil henvende os til sundhedsprofessionelle og borgere med risiko for knogleskørhed,” siger hun som afslutning.