Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

Osteoporoseforeningen om regeringens udspil til en sundhedsreform: Vores patienter har brug for en kronikerpakke 

Mange elementer i regeringens sundhedsudspil giver håb for et bedre sundhedsvæsen i fremtiden. Men Osteoporoseforeningen ser især én stor mangel: En kronikerpakke for mennesker med osteoporose. 

Dorthe er 64 år og bor i Kolding. Hun har haft osteoporose i 12 år og har 4 sammenfald i ryggen. Hun brokker sig ikke, men hun tænker over, at hun måske kunne have undgået sit 4. sammenfald, hvis hun på et tidligere tidspunkt havde fået at vide, at hun skulle stoppe med at løbe. Hun tænker også over, at hun jo faktisk deltog i et kommunalt osteoporoseforløb, men at det pludselig lukkede, uden at hun blev vist videre til et andet tilbud.  

Hvad hvis hun allerede dengang var kommet på holdtræningen hos fysioterapeuten og havde fået træningsøvelser og hjælp til selvhjælp? Så havde hun måske kunnet løftet sine børnebørn eller gå i samme tempo som andre. Eller sidde på en stol i længere tid. Hun havde måske bevaret sin livskvalitet. 

 Var Dorthe blevet tilbudt en ”kronikerpakke”, havde hendes liv måske set anderledes ud i dag. 

 

Et redskab målrettet store folkesygdomme 

”Kronikerpakker” for de store folkesygdomme er en af de indsatser, som Regeringen foreslår i sit udspil til en sundhedsreform.  

 Osteoporoseforeningen glæder sig over tiltaget og tror på, at pakkerne, som er inspireret af kræftpakkerne, vil gøre en stor forskel for de patienter, der får tilbuddet. Men det bekymrer foreningen, at mennesker med osteoporose ikke står til at blive omfattet af kronikerpakkerne. Så foreningen kæmper for at få en kronikerpakke for mennesker med osteoporose med i den endelige reform. 

 ”Mennesker med osteoporose udgør en meget stor patientgruppe. I dag er flere end 200.000 diagnosticeret med osteoporose. Fra 2015 til 2023 er antallet af mennesker med osteoporose steget med 27 procent. Det er meget markant. Antallet af personer med KOL er steget fra 14 pct. fra 2015 til 2023, og tallet for patienter med type 2 diabetes er 24 pct.”, fortæller landsformand Linda Garlov.  

 

Linda Garlov understreger, at foreningens hensigt ikke er at skubbe andre sygdomsområder ud af reformen, men at gøre alle omkring forhandlingsbordet opmærksomme på, at osteoporose er en stor folkesygdom, og at der kun kommer flere til med sygdommen i takt med, at befolkningen bliver ældre – og ikke mindst at man med et redskab som en kronikerpakke kan forebygge knoglebrud, fordi man sætter ind med den rette hjælp i rette tid. 

 

Bring vores ressourcer i spil med pakkeforløb 

Kommer man ind i en kronikerpakke, får man en personlig behandlingsplan og opstart af behandling og andre relevante tilbud inden for en tidsfrist. Man får én indgang til sit behandlingsforløb, nemlig sin praktiserende læge, og alle i hele landet får den støtte, de har behov for – hverken mere eller mindre. 

”Mange af os, der har osteoporose, er motiverede for selv at gøre noget for at forhindre knoglebrud. Men vi skal have information og støtte, så vi kan komme i gang. En 55-årig med mild osteoporose kan måske klare sig med information og et digitalt tilbud, mens en 63-årig med rygsammenfald kan have brug for at deltage i et fysisk forløb med kostvejledning, sygdomsmestring, træning og rehabilitering. Regeringens ”kronikerpakker” er det helt rigtige redskab til os, og ideen om at opdele patienterne i rød, gul og grøn er også den helt rigtige.” siger landsformanden. 

 

Kronikerpakker vil spare knoglebrud 

Der er meget forskel på, hvor hårdt man er ramt, og hvilke forudsætninger man har for at tage vare på sin egen sundhed, og forskning viser, at særligt de svageste i samfundet er hårdt ramt af konsekvenserne af osteoporose. Derfor ligger det Linda Garlov på sinde, at de får et ordentligt tilbud. Landsformanden understreger samtidig, at det er vigtigt at omfatte alle mennesker med osteoporose med den rette hjælp gennem et pakkeforløb, fordi man derved kan forebygge knoglebrud, som optager utrolig mange ressourcer både på hospitalernes akutmodtagelser og ortopædkirurgiske afdelinger og hos kommunernes plejepersonale.  

Kampen for, at rettighederne også skal gælde for mennesker med osteoporose, er samtidig en kamp for den bedste brug af ressourcerne i vores fælles sundhedsvæsen. 

 

Her kan du læse Osteoporoseforeningens reaktion på reformudspillet:  

  • Kronikerpakker 

Regeringen vil indføre flere patientrettigheder for kronisk syge i form af kronikerpakker. Det betyder, at mennesker med kronisk sygdom fremover skal have en personlig behandlingsplan og opstart af behandling og andre relevante patientrettede tilbud inden for en tidsfrist, efter diagnosen er stillet. Man får én indgang til sit behandlingsforløb, nemlig sin praktiserende læge, og sammen med lægen vurderer man behovet for indsatser. Det kan være medicinsk behandling, kostvejledning, træning, sygdomsmestring, rygestop og evt. hjælp fra speciallæger.  

 

Desværre er mennesker med osteoporose ikke med på Regeringens liste over kronikere, der skal omfattes af en kronikerpakke. Det arbejder Osteoporoseforeningen for at få ændret. Foreningens undersøgelser viser nemlig, at patienter med osteoporose netop efterspørger tilstrækkelig information om sygdommen og mulighederne for selv at forebygge knoglebrud, en individuel og helhedsorienteret behandlingsplan og sammenhæng i deres forløb, herunder relevante sundhedstilbud efter behov.  

 

Regeringens udspil er, at kronikerpakkerne i første omgang skal omfatte mennesker med KOL, Type 2-diabetes, hjertesygdom, kroniske lænderygsmerter og kompleks multisygdom. Og ifølge udspillet kan andre sygdomme efterfølgende inkluderes, og her nævnes patientgrupper med visse kræftformer og psykiske lidelser. 

 

  • Lægereform 

Regeringen vil sikre let tilgængelighed, høj kvalitet og faglig udvikling af lægetilbuddene. Det kan foreningen kun bakke op om. Regeringens udspil indeholder også det, Osteoporoseforeningen har efterspurgt, nemlig at en national myndighed fastsætter opgavebeskrivelser for de praktiserende læger.  

 

I dag er der to sæt af vejledninger for osteoporoseområdet, og de stemmer ikke overens. Det er for det første helt afgørende, at der er klare standarder for, hvornår en borger skal udredes for osteoporose. Diagnose i rette tid er næsten fraværende i Regeringens udspil, men det er enormt vigtigt for at kunne forebygge forværring af sygdomme.  

 

Dernæst skal der være minimumskrav til hospitalets beskrivelse af DXA-scanning og forslag til behandlingsplan, så den indeholder information om sygdommens sværhedsgrad, foreslået behandling, planlagt behandlingsvarighed, tidspunkt for næste kontrol af behandlingseffekt, tidspunkt for næste samtale om behandlingen, samt information om mulige handlinger ved bivirkninger. Derved får lægen det bedst mulige grundlag for at tilrettelægge en individuel behandlingsplan i samråd med patienten.  

 

Foreningen mener, at nationalt fastsatte krav til diagnostik, behandling og forebyggelse er et meget vigtigt redskab til at reducere den enorme ulighed i adgangen til sundhedstilbud, som patienterne i dag oplever. Og foreningen understreger, at der også skal fastsættes minimumskrav til patientuddannelse for mennesker med osteoporose. 

 

Regeringen vil også gøre det tydeligt, hvordan specialister og sygehuse skal støtte almen praksis, og de vil sikre kvalitetsudvikling. Begge dele ser foreningen store perspektiver i på patienternes vegne.  

 

  • Opgaveflytning fra kommuner til regioner 

I Regeringens udspil flyttes en række opgaver fra kommunerne til de i fremtiden 4 regioner. Det ser foreningen store fordele i. Den patientrettede forebyggelse er en af opgaverne.  Osteoporoseforeningen har gennem årene kæmpet for at få oprettet ”osteoporoseskoler” – patientuddannelse – i landets 98 kommuner, og status er, at tilbuddene er meget forskellige og kun findes i 22 kommuner. De drives typisk af ildsjæle og lukker ned, når kommunen skal spare. Patientuddannelse er et meget stærkt redskab til, at patienterne bliver så trygge og selvhjulpne som muligt. Det kan være træningsindsatser, kostvejledning, kurser i sygdomsmestring og andet, der bidrager til at forebygge knoglebrud. Foreningen har i sit indspil til sundhedsreformen peget på, at det er nødvendigt, at én myndighed får ansvaret for patientuddannelse, og det ligger netop i Regeringens udspil. Det er ganske enkelt mere sandsynligt, at der bliver investeret i patientrettet forebyggelse, når de, der investerer, også høster gevinsten. 

 

  • 17 sundhedsråd og flere nære sundhedstilbud 

Regeringen vil oprette 17 nye sundhedsråd, og sundhedsrådene er deres strukturelle greb til at styrke det nære sundhedsvæsen. Rådene skal være den motor, der driver udviklingen af sundhedstilbud tæt på os alle sammen. Foreningen ser meget positivt på de nye sundhedsråd, fordi der – modsat for de eksisterende sundhedsklynger – følger et klart defineret ansvar med. Og ikke mindst økonomiske midler. Samtidig understreger foreningen, at der skal være en klar, nationalt fastsat ramme at arbejde indenfor. 

 

  • Folkesundhedslov 

Kost og fysisk aktivitet har en meget stor betydning for vores knoglers styrke. Osteoporoseforeningen tror på, at en folkesundhedslov, som forpligter kommunerne til at arbejde systematisk med forebyggelse og sundhedsfremme, er et skridt i den rigtige retning. Og foreningen fortsætter sit store arbejde med at oplyse om vigtigheden af sunde knogler og knoglevenlig livsstil med tilstrækkelig kalk og D-vitamin samt fysisk aktivitet. 

 

  • Vi bidrager med patienternes oplevelser og behov 

Osteoporoseforeningen vil meget gerne bidrage med viden og patienternes erfaringer fra sundhedsvæsenet, når tiltagene i reformen skal udformes mere præcist. Vi skal sikre de bedste vilkår for mennesker med osteoporose og i risiko for knoglebrud. Det er vores opgave. I vores bidrag tager vi udgangspunkt i grundig research blandt patienter med osteoporose. I 2022 og 2024 har vi gennemført kvantitative undersøgelser, og i 2024 har vi gennem kvalitative interviews undersøgt 12 patienters forløb i sundhedsvæsenet, og hvad god kvalitet er for dem. På dette solide grundlag har vi bygget 3 bud på gode patientforløb for mennesker med osteoporose og 8 forslag til indsatser i en national handlingsplan for sygdommen. Find vores materiale her: https://www.osteoporose.dk/politik/viden-og-rapporter/  

 

FAKTA:  

  • 700.000 danskere har osteoporose, og tallet stiger i takt med, at befolkningen bliver ældre 
  • Kun 200.000 danskere har fået diagnosen 
  • Osteoporose fører hvert år til mere end 43.000 knoglebrud. Danmark har desuden en trist europæisk rekord i hoftebrud med 10.000 hoftebrud årligt med 30 % dødelighed inden for det første år.  
  • Et knoglebrud øger risikoen for et nyt knoglebrud inden for det første år med 3-5 gange i forhold til mennesker, der ikke har haft et knoglebrud 
  • Osteoporose koster samfundet mere end 11 mia. kr. om året (2013) 

 

FAKTA: 

  • Mennesker med lav indkomst og kort uddannelse har 25 % øget risiko for at få knoglebrud og 24 % større risiko for at dø efter hoftebrud  
  • 30 % har selv taget initiativ til udredning, mens kun 14 % er udredt på lægens initiativ  
  • 45 % fik ikke den viden de havde behov for, da de fik diagnosen  
  • 39 % stopper med den medicinske behandling inden for det første år  
  • 64 % vil gerne gøre noget for at mindske risikoen for knoglebrud, men de ved ikke, hvad de kan gøre 
  • 12 % er blevet henvist til patientuddannelsesforløb i kommunen  

 

Opdateret d. 4. oktober 2024