Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

Vil du være med til at udvikle et grundkursus for sundhedsprofessionelle?

Arbejder du som ergoterapeut, fysioterapeut, sygeplejerske, SOSU-assistent eller -hjælper? Så vil vi gerne have dit input til et grundkursus, som vi er i gang med udvikle!

 

Flere end 200.000 danskere har osteoporose, og 500.000 ved ikke, at de har sygdommen. Uanset hvilken sektor du arbejder i, møder du dagligt mennesker, der enten har diagnosen osteoporose, eller som er i risiko for at udvikle osteoporose og knoglebrud. Og din viden og din indsats som sundhedsprofessionel er afgørende for, at osteoporose bliver opdaget i tide, og at patienterne får et godt behandlingsforløb og hjælp til at håndtere deres sygdom.

 

Derfor tager Osteoporoseforeningen nu fat på at udvikle et e-læringsgrundkursus om osteoporose målrettet sundhedsprofessionelle.

 

Vi vil gerne invitere dig til at hjælpe os med at gøre kurset relevant, konkret og praksisnært.

 

Derfor holder vi en workshop fredag d. 26. april kl. 13-14.30 via Teams. Som tak for hjælpen sender vi dig et eksemplar af bogen ”Hvad er osteoporose” skrevet af Lars Hyldstrup og Jens-Erik Beck Jensen, begge Hvidovre Hospital.

 

Ved workshoppen vil vi blandt andet gerne høre, hvilke udfordringer du oplever, når du møder:

–              Mennesker med håndledsbrud uden voldsomt traume

–              Mennesker hvor du har haft overvejelser om de kunne have osteoporose

–              Mennesker som har haft sammenfald og har mange smerter

–              Mennesker der er småtspisende og skrøbelige

 

Med dine input kan vi kvalificere indholdet af grundkurset, så vi håber, du har lyst til at være med. Du kan bidrage i workshoppen, uanset om du har mødt mange med osteoporose, eller om du er i tvivl om, hvem der har osteoporose og bare er nysgerrig efter at dygtiggøre dig. Med andre ord: Du behøver ikke at have viden og erfaringer med området.

 

Ved workshoppen møder du

 

  • Cheflæge, ph.d. og klinisk lektor, Mette Friberg Hitz, Nykøbing Falster Sygehus
  • Dorte With, fysioterapeut og master i Sundhedspædagogik og Sundhedsfremme, privatpraktiserende i ”Knoglesund”

 

Sådan tilmelder du dig

Skriv en mail på info@osteoporose.dk  med dit navn og telefonnummer, samt nuværende jobfunktion.

 

Fakta om e-læringskurset

 

  • Overordnede læringsmål:
    • Kursisterne skal være i stand til at identificere patienter i deres hverdag, som er i risiko for, eller som har osteoporose
    • Kursisterne skal have basis kendskab til den samlede behandling af patienter med osteoporose
    • Kursisterne skal kunne identificere og reflektere over egen rolle i mødet med osteoporosepatienten samt med egen rolle bidrage til behandlingsforløbet

 

  • Vil bestå af 4 moduler.

 

  • I hvert modul introduceres en patientcase, der med relevante problematikker illustrerer de enkelte sundhedsprofessionelles rolle i et tværfagligt perspektiv.

 

 

  • Udvikles af Learn Osteoporosis, som består af faglige eksperter fra det tidligere Videnscenter for Knoglesundhed.
Opdateret d. 8. april 2024