Vi er både stolte og glade for, at flere ”kendisser” har sagt ja til at støtte vores kampagner ved at stå frem som ambassadører i den gode sags tjeneste. De tre personligheder vil på forskellig måde indgå i foreningens arbejde.
Susanne Heering
“Ofte opdager man først knogleskørhed, når det er for sent. Derfor vil jeg gerne være med til at øge den almindelige viden om sygdommen og sætte fokus på, at man med forebyggelse faktisk kan gøre meget selv.”
Kaare Norge, guitarist og billedkunstner
“Hvis mit navn kan hjælpe med at sætte fokus på en sygdom, der vedrører rigtig mange mennesker, giver det god mening for mig at bidrage. Jeg har flere venner og bekendte, som er ramt, og jeg kan se, hvor meget sygdommen påvirker deres hverdag. Det er trist at være vidne til, især når man ved, at der kan gøres så meget for at forebygge knogleskørhed, hvis man er opmærksom på risikofaktorerne i tide.”
Lysten til aktivt at støtte mennesker, der er ramt af kronisk eller alvorlig sygdom, hænger sammen med Kaare Norges egen baggrund. Han har flere sygdomme helt inde på livet, hvorfor han gennem mange år har været meget bevidst på sin egen sundhed.
“Jeg er blevet god til at lytte til min krop og dens signaler og passer på, at jeg ikke kommer for meget op i det røde felt. Jeg har fundet en god balance”
River Breinholt, fysioterapeut
Det var oplagt at sige ja tak, da jeg fik tilbuddet om at stille op for knoglesagen, for jeg har både personlig og faglig interesse i emnet. River Breinholt er uddannet fysioterapeut.
Selvom så mange mennesker har knogleskørhed, er det begrænset, hvad man lærer om sygdommen under uddannelsen. “Jeg er sikker på, at mange patienter, som henvises til fysioterapeut med smerter i ryggen, faktisk har sammenfald i ryggen på grund af knogleskørhed uden at vide det.”
“Min mor har arvet sygdommen efter min mormor. Min mor gik i længere tid til læge med smerter i ryggen. Først da vi selv fik tanken om at hun måske havde knogleskørhed, kom der skred i sagen. En DXA-scanning viste at knogleskørheden var så fremskreden at hun skulle i behandling. Jeg er rystet over at lægen ikke selv havde overvejet den mulighed.”