Psykologen: Find den gode balance

Skrevet af Ane Søby Eskildsen

“For mange betyder diagnosen knogleskørhed, at meget af det, man tidligere har taget for givet, ikke længere gælder. Den grundlæggende tryghed i, at vi kan stole på vores krop, forsvinder, for skelettet er ikke, som det var. Derfor er det en naturlig reaktion, at man i starten passer ekstra meget på,” fortæller psykolog Hanne Würtzen. Hun lægger dog vægt på vigtigheden af at finde en god balance, for ellers er der risiko for at ende i en ond cirkel.

”Har man smerter, så har man tendens til at vige tilbage fra fysisk kontakt med andre. Men vi ved også, at hvis man begynder at trække sig og bliver isoleret, så kan det udløse depression, som forstærker smerterne. Og så holder man sig endnu mere tilbage og får måske heller ikke fulgt den træning, man bør, og det bliver nemt en ond cirkel,” forklarer Hanne Würtzen.

”Vi har alle en grundlæggende forventning om, at vi skal være raske og friske. Derfor er det en krise, et tab, at få en diagnose. Man er nu en anden, man skal måske have medicin, man er i risiko. Men denne fase er naturlig, og det er vigtigt at give den plads, så man kan komme om på den anden side. Her opdager mange, at de stadig kan rigtig meget, og at livet måske alligevel ikke er helt forandret.”

Angsten for knoglebrud
Angsten for brud fylder hos mange med knogleskørhed. Forståeligt nok, for risikoen er højere, særligt lige efter et brud.

”Angsten er jo en mekanisme, som gennem årtusinder har passet på os mennesker. Men vi skal lægge mærke til, om den virkelig passer på os, eller om den gør det værre? Altså om det er hensigtsmæssigt at følge den impuls, angsten giver til fx at trække os – eller om det er muligt at mærke impulsen til at trække sig uden faktisk at gøre det. På den måde kan man arbejde på, at angsten styrer så lidt som muligt. Her skal man adskille følelser og handlinger og forsøge at sige til sig selv, at ’selvfølgelig er jeg bange, men heldigvis har jeg fået nogle gode råd af eksperten, som jeg vil følge’.”

Hanne Würtzens råd er at finde en balance, hvor man accepterer angsten, men langsomt udfordrer den. Tage små skridt hver dag og være tålmodig – også når det går tilbage. Al læring tager tid.

Når man ændrer udseende
Tabet af den ranke kropsholdning er også noget, som mange tænker på. Selvbilledet forandres, og man føler sig måske pludselig ”gammel”.

”Det krumryggede vækker noget dybt i os mennesker, som gør, at der ofte følger en følelsesmæssig reaktion med – sorg eller vrede – når kroppen ændrer sig. Det kan opleves som et tab eller en følelse af at miste kontrol og værdighed. Her kan det være godt at huske sig selv på, at det er en konsekvens af knogleskørheden – og ikke ens person,” forklarer Hanne Würtzen.

Det ændrede udseende kan også være kimen til en ond cirkel i parforholdet, fordi et lavere selvværd kan føre til misforståelser.

”Man kan ende i en situation, hvor ens partner er usikker og bange for at gøre skade og derfor ændrer adfærd i forhold til intimitet. Og føler man sig i forvejen usikker i sin krop og nye udseende, så vil mange være tilbøjelige til at forstå det, som om partneren ikke længere synes, man er attraktiv. Det er vigtigt at få talt om.”

Du giver noget, når du siger fra
De fleste med knogleskørhed taler åbent om deres sygdom, viser en undersøgelse foretaget af Osteoporoseforeningen i foråret 2024. Og det er ifølge Hanne Würtzen en hjælp i de situationer, hvor man er nødt til at sige fra på grund af fysiske begrænsninger.

”Mange synes, det er svært at sige fra. Man føler, man tager noget fra de andre. Men her skal man huske, at man i virkeligheden giver noget. For siger du fra på det rigtige tidspunkt, så får dine nærmeste mere af dig. Det bliver rettidig omhu, og du vil være mere afslappet, når du er afsted. Og husk, at alternativet er, at du bliver overbelastet, skadet, deprimeret.”

Hanne Würtzen anbefaler, at man fortæller sine nærmeste om sin situation.

”Fortæl om din situation en dag, hvor du har det godt. Fortæl hvad du kan, og hvad du ikke kan, for så er det nemmere for alle. Det er også helt ok at fortælle, at du stadig er i gang med at fordøje nyheden og lære din nye situation at kende.” Et andet råd fra Hanne Würtzen er at forestille sig, at rollerne var byttet om. ”Forestil dig at det var din ven, der var begrænset. Så ville du nok aldrig bebrejde vedkommende, men derimod ønske at hjælpe.”

Når fremtiden eller fortiden spøger
”Ender jeg som min mor?” er en bekymring, mange giver udtryk for. Og selvom den er forståelig, er den jo ikke hensigtsmæssig, medmindre man kan bruge det som motivation til at leve mere knoglesundt.

”Hvis man tænker på ting, som ligger ude i fremtiden, så bliver man handlingslammet i nuet, og det kan give angst. Andre er måske mere optagede af fortiden og alt det, man burde have gjort. Det gør én deprimeret,” forklarer Hanne Würtzen.

Hendes råd er, at man skal lægge mærke til, om man er meget optaget af fortiden eller fremtiden. Og så huske sig selv på, at det ikke løser noget. Derfor er det mere hensigtsmæssigt at ”træde ud af tankerne” og fokusere på det, man faktisk kan kontrollere, som at følge anbefalinger fra lægen.